Dagplejere til nystartet flerbørnshus i København

Til nystartet flerbørnsdagpleje i Københavns Kommune søger vi fra den 1. august 2020 fire dagplejere.

To af stillingerne er på 37 timer ugentlig og to på 30 ugentlig.

I flerbørnsdagplejen er I et team på fire medarbejdere til 10 børn i alderen 6 måneder til 3 år. Flerbørnsdagplejen holder til i lokaler, der er indrettet til at skabe trygge rammer, hvor børn kan udvikle sig, dannes og lære.

I teamet tilrettelægger I, i samarbejde med dagplejepædagogen, selv arbejdsdagen med udgangspunkt i det enkelte barn og børnegruppens behov. Dagplejepædagogen giver pædagogisk sparring, vejledning og fører pædagogiske tilsyn, herunder også i forhold til læreplanen, der handler om udvikling af hele barnet: hvordan lærer børn? hvad vil vi gerne lære dem? hvad skal der til for, at de lærer det?
Det pædagogiske tilsyn er garant for, at den pædagogiske kvalitet og sikkerhed i flerbørnsdagplejen er i top.

Vi arbejder ud fra dagplejens politikker og værdigrundlag for børn og voksne. Med udgangspunkt i mad- og måltidspolitikken køber dagplejerne selv ind og laver mad. Der er også meget læring i fx at spise med børn – princippet bag meget af dagplejepædagogikken er, at børn lærer ved at være aktivt handlende.

Vi lægger vægt på, at du

  • har en grundlæggende erfaring i arbejdet med små børn
  • kan udvikle og danne børn
  • er motiveret til at tilegne dig ny viden og faglig sparring med dagplejepædagog og kollegaer
  • kan indgå i et team af medarbejdere og give børnene en dag med tryghed, nærvær og mulighed for udvikling
  • har let ved at kommunikere med børn, forældre, interne og eksterne samarbejdspartnere
  • har mod på og evner til at finde fælles retning i en hverdag, hvor der er dilemmaer i samarbejdet
  • er reflekterende, initiativrig, engageret og stabil
  • er fleksibel og omstillingsparat i forhold til din arbejdstid

Ansættelsesvilkår
Aflønning sker i henhold til gældende aftale.

Mere information
Hvis du vil høre mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte dagplejeleder Ulla Krag på 5148 3685 eller dagplejepædagog Marianne R. Petersen på 2762 6603.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via nedenstående link senest fredag den 5. juni 2020
Vi holder ansættelsessamtaler den 11. juni.