8. Ansøgning om støtte til "Tingbjerg Challenge 2020" (2020-0018744)

Sagsfremstilling

Indstilling

Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg, at

1. lokaludvalget træffer beslutning om at støtte "Tingbjerg Challenge 2020" med 33.200 kr. af 2020-puljemidler.

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Den Boligsociale Helhedsplan i Tingbjerg og Utterslevhuse søger støtte til at afholde Tingbjerg Challenge lørdag den 29. august 2020 på parkeringspladsen Ruten 16-20 i Tingbjerg samt på det grønne areal ved volden. Arrangementet, som afholdes for syvende år i træk, er en byfest med fokus på aktiviteter og bevægelse, og der vil bl.a. være motionsløb, fodboldturnering, pannabane, banko, sæbekasseløb, musikbingo, hoppeborg, rulleskøjtebane, fællesspisning samt andre foreningsaktiviteter.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Målgruppen er både børn, forældre, unge og ældre. Arrangementet er åbent for alle, og det er gratis at deltage. Ansøger samarbejder med de lokale foreninger, der står for de enkelte aktiviteter. Derudover samarbejder de også med Idrætsprojektet, Tingbjerg Kulturhus\Bibliotek, Tingbjerg Pensionistcenter, Ny Start (SOF), de lokale boligforeninger, lokalpolitiet, Copenhagen Cricket Club, Crossroads 18+, fædreindsatsen Baba, SOEEG og Bydelsmødrene. Der annonceres for arrangementet via Facebook, opsætning af opslag i opgangene i Tingbjerg samt plakater på lokale mødesteder.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 48.200 kr.
Forventede udgifter: 83.200 kr.
Forventede indtægter: 35.000 kr.

Projektet rummer udgifter til løbsafvikling, udstyr/materialer til foreningsaktiviteter, forplejning af frivillige, afspærring af vej, inventar og annoncering. Samarbejdsparterne bidrager med medarbejdertimer, frivillig arbejdskraft samt lån af arealer og lokaler. Ansøger bidrager med medarbejdertimer til den koordinerende funktion. Der er indtægter fra Tryghedspartnerskabet i Tingbjerg/Husum, SSP samt deltagerbetaling for løbe-t-shirt.

Tidligere tilsagn

Den Boligsociale Helhedsplan i Tingbjerg og Utterslevhuse modtog i 2019 støtte fra Bydelspuljen til Tingbjerg Challenge, hvor lokaludvalget bevilgede 13.000 kr.

Løsning

Ansøgningen har været behandlet  i Social- og Sundhedsudvalget (SOSU), som indstiller til delvis støtte på 33.200 kr. Forretningsudvalget (FU) støtter dette. Begrundelsen for den delvise støtte er, at lokaludvalget ikke ønsker at støtte bespisning samt at lokaludvalget savner en højere med- eller egenfinansiering. 

Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om fuld støtte til ansøgningen, skal lokaludvalget vælge et medlem, der kan følge projektet, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmødet den 23. januar 2020. 

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

Beslutning

Indstillingen om delvis støtte til "Tingbjerg Challenge 2020" på 33.200 kr. godkendes.

 

Der skal ved næste lokaludvalgsmøde vælges et lokaludvalgsmedlem, der følger projektet. 

Lokaludvalget har på lokaludvalgsmøde d. 23. januar 2020 besluttet at følge projekter, der får bevilget støtte på 25.000 kr. eller mere.