6. Ansøgning om støtte til "Røgfri boligområder" (2020-0018875)

Sagsfremstilling

Indstilling

Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg, at

1. lokaludvalget træffer beslutning om at støtte "Røgfri boligområder" med 6.000 kr. af 2020-puljemidler.

Problemstilling

Tid, sted og indhold

En lokal kolonihaveejer søger støtte til at lave målinger af partikelforureninger fra brændeovne i en grundejer- og i en haveforening i Brønshøj-Husum samt til at holde to oplæg om måleresultaterne og generel luftforurening på generalforsamlingerne i de to foreninger. Ansøger bor selv i haveforeningen. Derudover skal måleresultaterne offentliggøres i Brønshøj-Husum Avis samt Grundejeren.dk. Projektet løber fra marts til maj 2020 og oplæggene holdes i henholdsvis Kulturhuset Pilegården samt Boldklubben Fix.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Målgruppen er have- og grundejerforeninger, og ansøger forventer 80 deltagere til oplæggene. Ansøger samarbejder med Rådet for Grøn Omstilling (tidligere Det Økologiske Råd) samt grundejer- og haveforeningen. Resultaterne af målingerne søges omtalt i Brønshøj-Husum Avis samt Grundejeren.dk.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 18.000 kr.
Forventede udgifter: 30.000 kr.
Forventede indtægter: 12.000 kr.

Projektet udgifter til selve partikelmålingerne, honorar for to oplæg samt lokaleleje og forplejning. Miljøstyrelsen giver et tilskud til oplæggene, lokaleleje samt forplejning.

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Byudviklingsudvalget (BUU), som indstiller til at bevilge 6.000 kr., der øremærkes til de to oplæg. Forretningsudvalget (FU) støtter denne indstilling om delvis støtte. Begrundelsen for den delvise støtte er, at lokaludvalget vurderer, at det ikke er nødvendigt at foretage nye målinger, da det er alment kendt, at brænderøg er skadeligt for helbreddet.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

Beslutning

Lokaludvalgssekretariatet har modtaget en henvendelse fra en borger, som har læst denne ansøgning i dagsordenen til lokaludvalgsmødet. Borgeren stiller spørgsmålstegn ved, om brændeovnsos er skadelig og henviser til artikler og undersøgelser heraf.

Lokaludvalget lægger vægt på, at selve arrangementet med oplæg, der ansøges om, er offentligt og at borgeren kan deltage heri.

Indstillingen om delvis støtte på 6.000 kr. til 'Røgfri Boligområder" godkendes.