14. Ansøgning om støtte til "CPH:DOX i Tingbjerg" (2020-0018952)

Sagsfremstilling

Indstilling

Næstformanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg, at

1. lokaludvalget træffer beslutning om løsning A eller B.

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Dokumentarfestivalen, CPH:DOX, søger støtte til at afholde 3 filmvisninger i Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus under den årlige dokumentarfestival i slutningen af marts 2020. Den 18. marts 2020 vises Eva Mulvads film ‘Love Child’ med efterfølgende instruktørbesøg; den 21. marts 2020 vises Alexander Kinnunens film ‘Shade Grown Coffee’ med efterfølgende etiopisk kaffeceremoni; og den 27. marts 2020 vises Nicolo Donatos film ‘Den Gale Pose: Indefra og ud’ med efterfølgende koncert med Nicholas Kvaran fra Den Gale Pose.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Den primære målgruppe er de lokale kulturinteresserede, der gør brug af biografer/spillesteder i andre bydele. Sekundært er det at trække CPH:DOX's kernepublikum, unge mellem 18-35 år, til fra andre bydele. Ansøger forventer 100 deltagere pr. filmvisning, dvs. 300 deltagere i alt. Ansøger samarbejder tæt med Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus og vil også etablere kontakt til skoler og lokale foreninger. Der annonceres for filmvisningerne via festivalens Facebook og trykte programavis, gennem lokale samarbejdspartnere og der søges omtale i Brønshøj-Husum Avis.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 35.000 kr.
Forventede udgifter: 72.000 kr.
Forventede indtægter: 15.000 kr.
Forventet egenfinansiering: 22.000 kr.

Projektet rummer udgifter til filmleje, produktion og teknik, PR, administration, web, honorarer samt projektledelse. Ansøger forventer indtægter fra billetsalg og har en økonomisk egenfinansiering. Derudover bidrager Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus som samarbejdspartner med medarbejdertimer og lån af lokale.

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget (KU) og i Forretningsudvalget (FU).

Der er en delt indstilling, og lokaludvalget beslutter løsning A eller løsning B.

Løsning A

Lokaludvalget giver støtte på 35.000 kr. til "CPH:DOX i Tingbjerg" som ansøgt, da det er et nyt initiativ i bydelen. 

Løsning B

Lokaludvalget giver afslag på støtte, da det ikke er målrettet borgerne i bydelen og ikke er tilstrækkeligt netværksskabende.

Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om fuld støtte til ansøgningen, skal lokaludvalget vælge et medlem, der kan følge projektet, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmødet den 23. januar 2020. 

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

Beslutning

Indstillingen blev drøftet.

 

Argumenter for løsning A:

Kulturudvalget har drøftet ansøgningen. Det er vigtigt at sætte fokus på Tingbjerg i hele København ved at vise CPH Dox, så både borgere fra bydelen og borgere udenfor bydelen får øje på Tingbjerg. Endvidere drøfter Lokaludvalget, at der skal ske noget i Tingbjerg, før borgere udefra tager til Tingbjerg. Derfor er dette et godt projekt til at bidrage til at ændre tankegangen om Tingbjerg. Projektet giver Tingbjerg mulighed for at brande sig ved at være med i CHP Dox - også selvom det ikke direkte er for borgerne i Tingbjerg. Indirekte er det dog for borgerne i bydelen i form af branding.

Argumenter for løsning B:

Lokaludvalget drøfter, hvordan Lokaludvalget kan disponere bydelspuljen i forhold til at støtte borgerne i bydelen - og ikke fyrtårnsprojekter. Når der kommer nogen 'udefra' og laver arrangementer i bydelen, så forankres arrangementet ikke. CHP Dox forventer primært besøgende udefra. Derfor bliver CHP Dox ikke en historie om, at Tingbjerg skaber noget. Endvidere drøftes det, at Kulturhuset med dette projekt ikke kommer til at tiltrække beboerne i Tingbjerg. 

Ida Jørgensen foreslår, at Kulturudvalgets pulje – som Kultur- og Fritidsborgmester Franciska Rosenkilde fortalte om ved sidste lokaludvalgsmøde – bør ansøges til dette projekt.

 

Afstemning:

Følgende stemmer for løsning A: Kirsten, Mette, Stine, Mikkel, Pernille.

Følgende stemmer imod løsning A: Jarl, Palle, Ernst, Ida, Elsebeth, Sune, Martin, Freddy, Torben, Sabah, Christoffer

Følgende undlader at stemme: Lis

Der er flertal imod løsning A.

 

Der gives afslag på støtte til "Ansøgning om støtte til CPH DOX i Tingbjerg" på 35.000 kr.