Folkeoplysningsudvalgets følgegrupper - overblik, formål og forslag til kommissorier
Folkeoplysningsudvalget skal drøfte forslag til kommissorier og videre plan for udvalgets nedsatte følgegrupper.
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller,
- at Folkeoplysningsudvalget drøfter, formulerer og godkender udkast til formål og kommissorier for allerede nedsatte følgegrupper, jf. bilag 1.
Problemstilling
Folkeoplysningsudvalget har i foråret 2026 drøftet strategi og indsatser, samtidigt med at der er et ønske om afbureaukratisering og mere udvikling på folkeoplysningsområdet.
I forlængelse heraf har Folkeoplysningsudvalget pr. 2. juni 2026 nedsat otte følgegrupper for valgperioden 2026-2029 og vedtaget fem indsatsområder, som følgegrupperne skal arbejde med.
Følgegrupperne har forskellige formål og leverancer, hvorfor forvaltningen foreslår at arbejde med kommissorier som styringsværktøj for det indholdsmæssige arbejde.
Udvalget skal desuden, i samarbejde med forvaltningen, beslutte i hvilken rækkefølge gruppernes arbejde skal afrapporteres i Folkeoplysningsudvalget, da vurderingen er, at det vil være muligt at have ét tema på hvert møde.
Løsning
Følgegruppernes overordnede formål er at give udvalgsrepræsentanter mulighed for at gå i dybden med afgrænsede emner, jf. følgegruppernes kommissorier. Folkeoplysningsudvalgets arbejde i underudvalg (følgegrupper) har forberedende karakter, idet alle sagsområder, der efter folkeoplysningsloven og Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København er henlagt til Folkeoplysningsudvalget, skal besluttes af det samlede udvalg på udvalgets møder. Følgegruppernes formål rammesættes i kommissorier og aftalte tidsplaner.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen faciliterer møder i følgegrupper og bistår med, at input fra følgegrupperne præsenteres i indstillinger for det samlede udvalg på udvalgsmøder. Udvalgets for- og næstforperson forbereder, i samarbejde med forvaltningen, dagsordenen til udvalgets møder.
Det foreslås at arbejdsgrupperne på et møde konkretiserer kommissorierne og melder ønsker til ændringer tilbage til udvalget. Udvalgets følgegrupper er nedsat for udvalgets valgperiode, og arbejdet foldes ud over de fire år. Udvalget skal derfor tage stilling og prioritere følgegruppernes afrapportering under hensyn til timing og ressourceforbrug for udvalgsmedlemmer og forvaltningen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis indstillingen godkendes, indarbejder forvaltningen udvalgets formuleringer til kommissorier og fremsender kommissorier til udvalget. Forvaltningen indkalder derefter til møde for følgegrupper med igangsættelse inden udgangen af 2026.
Mads Kamp Hansen
/Marianne Kruckow