Mødedato: 20.10.2026, kl. 17:00
Mødested: Rysensteen Gymnasium, Tietgensgade 74, salen i bygningen midt i gården.

Beslutning og drøftelse af indhold for besøg af klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod

Lokaludvalget skal drøfte og beslutte, hvilke temaer og spørgsmål der skal prioriteres, når klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod besøger lokaludvalget i november. Drøftelsen foregår i små grupper.

Indstilling

Forpersonen foreslår,

  1. at Vesterbro Lokaludvalg drøfter, hvordan besøget af klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod på lokaludvalgsmødet i november 2026 kan bruges bedst muligt.
  2. at lokaludvalget beslutter, hvilke temaer og spørgsmål der skal være omdrejningspunkt for besøget.
  3. at forpersonskabet i samarbejde med sekretariatet tilrettelægger besøget på baggrund af drøftelsen.

 

Problemstilling

Klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod besøger Vesterbro Lokaludvalg på lokaludvalgsmødet i november 2026. Der er afsat cirka en time til besøget.

Besøget giver lokaludvalget mulighed for at præsentere sit arbejde og have en dialog med borgmesteren om både aktuelle forhold på Vesterbro og samarbejdet mellem lokaludvalget og forvaltningen og bogmesteren.

Lokaludvalget skal på mødet i oktober drøfte og beslutte, hvordan besøget bedst tilrettelægges, og hvad lokaludvalget særligt ønsker at få ud af dialogen.

Løsning

Forpersonen foreslår, at lokaludvalget benytter besøget til at præsentere den nye måde, lokaludvalget arbejder på.

Besøget kan samtidig være en anledning til at drøfte, hvordan lokaludvalget og kommunen fremover kan samarbejde om at omsætte lokale idéer og initiativer til handling.

Som inspiration til drøftelsen foreslås følgende temaer: 

  1. Lokaludvalgets nye arbejdsform og bydelsplanen - En kort præsentation af lokaludvalgets nye organisering og ambitionen om at arbejde mere strategisk, initiativtagende og i samarbejde med lokale aktører.
  2. Fra lokale initiativer til konkrete forandringer – hvordan kan kommunen spille med? - Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen skal varetage mange forskellige hensyn. På den ene side skal kommunen sikre drift, vedligeholdelse, myndighedsopgaver og en velfungerende by. På den anden side er der et ønske om at understøtte borgernes engagement, lokale initiativer og samskabelse om byens udvikling. De forskellige hensyn kan både supplere hinanden og skabe dilemmaer i praksis. Lokaludvalget kan invitere borgmesteren til en fælles drøftelse af, hvordan der kan skabes bedre muligheder for lokale initiativer, samtidig med at kommunens ansvar og øvrige hensyn varetages. Eksempelvis: Hvordan kan kommunen blive bedre til at understøtte initiativer, der udspringer af lokale behov og engagement? Hvordan kan hensyn til drift og vedligeholdelse tænkes sammen med mulighederne for lokal udvikling og samskabelse? Hvordan kan lokaludvalget og forvaltningen samarbejde, så gode lokale idéer får en tydelig vej fra forslag til eventuel realisering?
  3. Tidlig inddragelse og reel lokal indflydelse - En dialog om, hvordan lokaludvalget og lokale aktører kan blive inddraget tidligere i kommunens planer og projekter, hvor der fortsat er mulighed for at præge udviklingen. Jernbanebyen kan eventuelt bruges som et konkret eksempel.
  4. Aktuelle udfordringer og muligheder på Vesterbro - Lokaludvalget kan desuden vælge at bringe en eller to aktuelle problemstillinger op inden for borgmesterens ressort, eksempelvis byudvikling, grønne byrum, trafik eller renhold.

Drøftelse på lokaludvalgsmødet
Lokaludvalget drøfter i mindre grupper, hvilke temaer og spørgsmål det er vigtigst at prioritere under besøget. På baggrund af gruppernes input beslutter lokaludvalget, hvad der skal være omdrejningspunkt for mødet med borgmesteren.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

Forpersonskabet og sekretariatet tilrettelægger besøget på baggrund af lokaludvalgets beslutning og orienterer borgmesterens sekretariat om de valgte temaer.

Beslutning

Vesterbro Lokaludvalg drøftede to og to, hvilke emner lokaludvalget ønsker at tage op med teknik- og miljøborgmester Line Barfod på mødet i november.

På baggrund af drøftelserne blev følgende emner fremhævet:

  • Nulemissionszone: Hvordan vil kommunen selv leve op til kravene i den kommende nulemissionszone, herunder i forbindelse med kommunale anlægsprojekter og metrobyggeri? Hvilke krav stilles til entreprenører?
  • Grønne områder: Er Vesterbro fortsat Københavns mindst grønne bydel, og hvad gør kommunen for at forbedre forholdene i eksisterende by? (Jernbanebyen udgør ikke et svar i denne forbindelse).
  • Trafik og parkering: Status på trafikplanen for Vesterbro og mulighederne for flere parkeringspladser.
  • Forbindelser til Jernbanebyen: Status på planerne om cykel- og gangforbindelser til Jernbanebyen.
  • Samarbejde på tværs af forvaltninger: Hvordan sikres fremdrift i sager, der berører flere forvaltninger, fx udviklingen af byrummene ved Halmtorvet?
  • Kommunale beslutningsprocesser: Større klarhed over sagsgange og beslutningsprocesser mellem udvalg og forvaltning, herunder udsættelse af sager og spørgsmål om ibrugtagningstilladelser, fx sagen om Steinerskolen.
  • Ensartet forvaltning af byrum: Oplevelsen af forskellige standarder og praksis for brugen af byrum på tværs af bydele. Hvordan sikres en mere ensartet forvaltning og en konstruktiv dialog med byrumsforvaltningen?
  • Lokal indflydelse: Hvordan kan lokaludvalget få reel indflydelse tidligt i kommunale planlægningsprocesser, fx i forhold til begrønning af Halmtorvet?

Emnerne danner grundlag for dialogen med Line Barfod på lokaludvalgsmødet i november.

Til top