Mødedato: 22.10.2026, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Henvendelse vedr. samarbejde om kvartershus på Klitmøllervej

Boligforeningen 3B ønsker at omdanne ejendommene på Klitmøllervej 8-10 til et kvartershus med fokus på kultur, kreativitet og lokale fællesskaber. Projektet skal skabe et åbent mødested for Vanløses borgere med plads til både erhverv, foreninger og aktiviteter. 3B ønsker et samarbejde med Vanløse Lokaludvalg om lokal forankring, netværk og borgerinddragelse. Lokaludvalget skal tage stilling til, om det ønsker at indgå i samarbejdet, som ikke indebærer økonomiske forpligtelser.

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Vanløse Lokaludvalg beslutter at samarbejde med boligforeningen 3B i forbindelse med deres udvikling af et kvartershus på Klitmøllervej.

Problemstilling

Boligforeningen 3B ønsker at omdanne ejendommene på Klitmøllervej 8-10 til et nyt kvartershus med fokus på kultur, kreativitet og lokale fællesskaber. Projektet tager udgangspunkt i den tidligere KKFO på Klitmøllervej 8, som fraflyttes i januar 2027, samt den tilstødende bygning på Klitmøllervej 10, der i dag rummer garager, vaskeri og kontorlokaler, i den grad de eksisterende funktioner kan frigives til andet formål.

Visionen er at skabe et åbent og levende mødested for Vanløses borgere med plads til blandt andet kreative værksteder, café, foreningsaktiviteter og kulturelle arrangementer. Kvartershuset skal drives af professionelle aktører som erhvervslejemål, evt. i samspil/kombination med lokale foreninger og frivillige. De omkringliggende udearealer på ca. 2.000 m² ønskes samtidig udviklet til et fælles byrum med opholdsmuligheder og aktiviteter.

3B er inspireret af et lignende projekt i Lundtoftegade på Nørrebro, hvor tidligere institutionsbygninger er omdannet til et lokalt samlingspunkt med blandt andet værksteder, virksomheder og café.

Projektet er fortsat i en tidlig udviklingsfase, og 3B ønsker at søge støtte fra Realdanias Kvartershuspulje til at realisere visionen med deadline i den nærmeste fremtid.

I den forbindelse har 3B henvendt sig til Vanløse Lokaludvalg med et ønske om samarbejde. Lokaludvalget bidrager med sit lokale kendskab, netværk og hjælp til dialogen med borgere, foreninger og relevante kommunale og professionelle aktører. Formålet er at sikre, at kvartershuset udvikles med en stærk lokal forankring og med afsæt i bydelens behov og eksisterende tilbud.

Et eventuelt samarbejde vil blive nævnt i 3B's fondsansøgning og indebærer ingen økonomiske forpligtelser for lokaludvalget.

Bilag med oplæg om foreløbig skitsering af kvartshus på Klitmøllervej sendt til lokaludvalgsmedlemmer pr. mail.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg beslutter at samarbejde med boligforeningen 3B i forbindelse med deres udvikling af et kvartershus på Klitmøllervej.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.

Videre proces

Boligforeningen 3B inviteres til at holde et oplæg enten på lokaludvalgets møde i december eller på et separat møde, hvor lokaludvalget kan høre nærmere om projektet og hvilke lejere mv., boligforeningen 3B søger. 

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg besluttede at samarbejde med boligforeningen 3B i forbindelse med deres udvikling af et kvartershus på Klitmøllervej og de inviteres til at præsentere deres forslag for lokaludvalget i et senere møde, når de er lidt længere i processen.
Til top