Medlemsforslag om at opgøre praksisnormeringer
Det foreslås,
- at Børne- og Ungdomsforvaltningen udfører en beregning af praksisnormeringer i udvalgte dagtilbud efter VIVE's metode for praksisnormering samt ”omsættertabellen”-metoden og at udgifterne til beregningen afholdes indenfor forvaltningens egen ramme.
(Stillet af Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Socialdemokratiet)
Motivering
Vores børn skal vokse op med de bedste forudsætninger og når de møder ind i dagtilbuddene, skal de mødes af voksne, der har tid til dem.
I flere år har politikere diskuteret, hvor mange voksne der faktisk er sammen med børnene i hverdagen og hvor meget tid pædagogerne reelt bruger sammen med dem. Diskussionerne har været med til at pege på problemet, men nu skal vi finde ud af, hvad der faktisk sker i dagtilbuddene og gøre noget ved det.
I dag ved vi ikke præcist, hvor mange voksne der er til stede sammen med børnene i løbet af en almindelig dag.
Der mangler gennemsigtighed om normeringerne og der er behov for at få en opdateret oversigt efter at lederne ikke længere tæller med som en del af normeringerne.
Når vi ikke kender den virkelige bemanding, bliver det sværere at sikre, at børnene får ro, nærvær og voksne, der har overskud i hverdagen.
Derfor vil vi gennemføre beregninger af praksisnormeringer i udvalgte dagtilbud, med en metode udviklet af VIVE og ”omsætter”-tabellen og på baggrund af de opgjorte tal og den metode udvalget fik fremlagt om normeringer fra sidst der forelå et lignende forslag (jf. bilag 1), kan forvaltningen sætte det i gang relativt hurtigt.