Du er her

Kampagne mod indbrud: Indbrudstyve elsker åbent hus

Hvert år begås 1.600 indbrud i københavnske hjem. Find her gode råd til, hvordan du undgår indbrud i dit hjem.

Tænker du over, hvordan din lejlighed eller hus er sikret mod indbrudstyve? Holder du øje med, hvem der færdes i jeres opgang og nabolag? Har du en aftale med naboer om at holde øje med hinandens hjem? Eller har du faktisk oplevet at have indbrud i dit hjem?

Selv om antallet af indbrud de senere år er faldet markant i København, kommer alt for mange københavnere fortsat hjem til en endevendt bolig. Særligt de mørke måneder og julen er højtid for indbrudstyve.

Tre enkle, men effektive ting du kan gøre for at sikre din lejlighed og hus:

  • Nabohjælp virker – hold øje i din opgang og nabolag
  • Lås din entredør, gadedør og dør på køkkentrappen
  • Tænd lys eller brug tænd/sluk ure, når du ikke er hjemme.

Om Indbrudstyve elsker åbent hus

De mørke måneder og juletid er ofte forbundet med hyggelig samvær. Desværre sker der også flere indbrud på denne tid af året, fordi indbrudstyve kan arbejde i ly af mørket. Og med mere end 1.600 indbrud om året i København, er der god grund til at indbrudssikre vores hjem.

Derfor lancerede Københavns Kommune i samarbejde med Københavns Politi, Det Kriminalpræventive Råd og Bo Trygt kampagnen ’Indbrudstyve elsker åbent hus’ med effektive råd til københavnerne om at indbrudssikre deres hjem og tale med naboer om at holde øje, så der ikke er åbent hus for indbrudstyvene.

I løbet af kampagnen vil Københavns Kommune og Københavns Politi deltage i borgermøder og folkekøkkener i hhv. Folehaven og på Islands Brygge. Her kan københavnere få tips og tricks til at forebygge indbrud, få gratis plakater med de tre råd til at hænge op i opgange og tænd/sluk ure. Mød os her:

3. december kl. 17.30-19.00: Dialogmøde i Folehaven med fællesspisning på Vigerslev Bibliotek, Kirsebærhaven 23. Læs mere og tilmeld dig arrangementet her: https://www.facebook.com/events/473540073281784/

4. december kl. 18.00-20.00: Oplæg ved Fællesmiddag på Bryggen, Kulturhuset Islands Brygge, Islands Brygge 18. Læs mere og tilmeld dig arrangementet her: https://kulturhusetislandsbrygge.kk.dk/event/faellesmiddag-paa-bryggen-16

Fakta om kampagnen ’Indbrudstyve elsker åbent hus’

  • Bag kampagnen står Københavns Kommune og Københavns Politi i samarbejde med Frederiksberg Kommune og Det Kriminalpræventive Råd.
  • Den kører over hele København fra mandag den 25. november og to uger frem med outdoor og events, bl.a. kampagnefilm på Facebook og borgermøder i Folehaven og Islands Brygge.
  • På sociale medier spreder kendte københavnere budskabet under #SikkerBy
  • Find mere inspiration her www.nabohjælp.dk og www.botrygt.dk.

Kontakt