Mødedato: 15.12.2025, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Fjerde sag om bevillingsmæssige ændringer 2025

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til 84 bevillingsmæssige ændringer. Blandt de væsentligste korrektioner er flyt af budget til Kultur- og Fritidsforvaltningen vedrørende ny ressortfordeling, flyt af budget fra 2025 til 2026 vedrørende Ressource- og affaldsplan 2030, samt reperiodisering af budget vedrørende nybyggeri og renovering af almene boliger. Der er tale om bevillingsmæssige ændringer af teknisk karakter.  

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at de bevillingsmæssige ændringer jf. løsningsafsnit og bilag 2 indarbejdes i budgettet via Økonomiforvaltningens samlede sag om bevillingsmæssige ændringer til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget tager til efterretning,

  1. at Kultur- og Fritidsforvaltningen i forbindelse med ny ressortfordeling fra 2026 overtager takster vedrørende kirkegårdsområdet, jf. bilag 4.

Problemstilling

Udvalgene kan søge om budgetomplaceringer inden for og mellem udvalgene med henblik på at sikre overensstemmelse mellem budget og forbrug. Der er tale om bevillingsmæssige ændringer af teknisk karakter, som kræver en beslutning af Borgerrepræsentationen i henhold til bevillingsreglerne. Med denne sag indstiller Teknik- og Miljøforvaltningen at gennemføre 84 bevillingsmæssige ændringer i alt.

Løsning

De største budgetændringer indenfor hvert styringsområde forklares nedenfor. Alle bevillingsmæssige ændringer fremgår af bilag 2 og 3.

Bevillingsændringer vedrørende Service
Budgettet på styringsområdet Service reduceres med 6,4 mio.kr. i 2025 og 92,1 mio. kr. i 2026 og med 98,4 mio. kr. i 2027. De væsentligste ændringer er:

Ressortændringer
Borgerrepræsentationens beslutning om resort den 19.06.2025 implementeres i budgettet med denne sag. Kirkegårdsområdet inkl. krematoriedriften overgår til Kultur- og Fritidsudvalget sammen med de bemandende legepladser, tryghedsvagter, green teams, samt de administrative støttefunktioner til opgaven. Der overføres i alt 96,3 mio. kr. i 2026, 93,9 mio. kr. i 2027 og 91,3 mio. kr. fra 2028 og frem. Faldet efter 2026, skyldes bl.a. bevillingsudløb vedr. tryghedsvagter og green teams.  

Desuden flyttes ca. 0,2 mio. kr. fra 2026 og varigt frem til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vedrørende kontaktcentret (løbenummer 10-56 i bilag 2).

Reduktion af indtægtsbudget vedr. betalingsparkering
I budgetaftale 2023 (A, B, F, O, V, Ø, Å, Frie Grønne og Kaare Traberg Smidt) blev der afsat midler under Økonomiforvaltningen til at håndtere de faldende indtægter fra betalingsparkering i takt med, at 5.000 pladser omlægges til el- og delebilspladser med tre timers tidsbegrænsning i dagtimerne. I denne sag udmøntes budget vedrørende omlagte pladser i 2025, hvilket medfører nedskrivning af indtægtsbudgettet med 11,0 mio. kr. i 2026 og frem. Status for omlægningen af pladser er, at der pr. 1. november var omlagt 3.283 pladser i alt og at der forventeligt vil være omlagt i alt 3.855 af de 5.000 pladser ved udgangen af 2025 (løbenummer 70 i bilag 2).

Reperiodisering vedrørende eksternt finansierede projekter
Der foretages reperiodisering af otte eksternt finansierede projekter. Den beløbsmæssige største reperiodisering vedrører CEFUR - Energy Focused Urban Renewal, hvor EU er tilskudsgiver og hvor indtægtsbudget på 4,0 mio. kr. i 2026 reperiodiseres til 2027, hvor udbetalingen forventes. Budgettet til CEFUR opskrives endvidere med 1,0 mio. kr., da den Europæiske Investeringsbank har åbnet mulighed for udvidelse af projektet (BR 14.10.2021).

Samlet er der tale om en nedskrivning af budgettet vedrørende eksternt finansierede projekter på 0,4 mio. kr. i 2025, opskrivning af budgettet i 2026 på 4,3 mio. kr., og nedskrivning af budgettet på 4,3 mio. kr. i 2027 (løbenummer 71-78 i bilag 2).

Bevillingsændringer vedrørende Anlæg
Der foretages 11 bevillingsmæssige ændringer, der medfører, at budgettet reduceres med 0,2 mio. kr. i 2025, opskrives med 8,6 mio. kr. i 2026 og opskrives med 9,4 mio. kr. i 2027.

Ressortændring:
Anlægsmidler fra Kultur- og Fritidsudvalget flyttes til Teknik- og Miljøudvalget for samlet 18,8 mio. kr. fordelt på 9,4 mio. kr. i 2026 og 2027. Anlægsmidlerne blev vedtaget med budget 2026, hvor de blev udmøntet til Kultur- og Frihedsudvalget, da Kultur og Fritidsudvalget overtager driften af de blå parker. Dog er det senere blevet besluttet at Teknik- og Miljøudvalget skal have ansvar for bolværkerne, hvorfor anlægsprojektet ’Renovering af anløbshavn på Amager Strand (TM093)’ flyttes fra Kultur- og Fritidsudvalget til Teknik- og Miljøudvalget (løbenummer 57 i bilag 2).

Øvrige:
Der flyttes 0,2 mio. kr. i 2025 samt 0,8 mio. kr. i 2026 fra Teknik- og Miljøudvalget områdefornyelsesramme til Kultur- og Fritidsudvalget til realisering af handleplan for Osramhuset (BR 16.12.2021) (løbenummer 59 i bilag 2).

De resterende ni bevillingsmæssige ændringer på anlægsrammen går samlet set i nul og udmønter budget til konkrete projekter, retter fejl i udmøntningen til projekter eller flytter mellem bevillinger under anlægsrammen (Løbenummer 1-9 i bilag 2, løbenummer 2, 4 og 5 er udspecificeret i bilag 3).

Bevillingsændringer vedrørende Overførsler

Der foretages én bevillingsmæssig ændring vedrørende affaldsområdet, hvor 55,8 mio. kr. i udgiftsbudget til Ressource- og Affaldsstrategien 2030 reperiodiseres til 2026. Ressource- og affaldsstrategien 2030 havde opstart i 2025 og er planlagt til at løbe frem til 2030. Flere af projekterne er dog forsinkede i opstartsfasen, hvorfor 55,8 mio. kr. ud af et samlet RAS30-budget på 121,1 mio. kr. i 2025 reperiodiseres til 2026 (løbenummer 82 i bilag 2 og udspecificeret i bilag 3). Budgetændringen påvirker ikke taksterne, da der blot er tale om forskydning af udgifter mellem årene.

Bevillingsændringer vedrørende Finansposter

Der foretages to bevillingsmæssige ændringer på styringsområdet Finansposter.

Reperiodisering af budget vedrørende almene boliger 
Budgettet til nybyggeri og renovering af almene boliger har en skæv fordeling på år set i forhold til de forventede udbetalinger af tilskud til byggerierne. Der reperiodiseres derfor budget mellem årene 2025-2028. Med repriodiseringen bliver budgettet til udbetaling af grundkapital (nybyggeri) derved ca. 52,6 mio. kr. i 2025-2027 og 1.070,4 mio. kr. i 2028. Tilsvarende bliver budgettet til udbetaling af kapitaltilførsler (renoveringer) ca. 0,1 mio. kr. pr. år. i 2025-2027 og 68,3 mio. kr. i 2028. Korrektionen medfører at der flyttes mere end 100 mio. kr. fra hhv. 2025, 2026 og 2027 til 2028, som samlet set forøges med ca. 420 mio. kr. (løbenummer 83 i bilag 2).        

Indtægtsbudget vedrørende salg af andelslejlighed
Københavns Kommune har modtaget knapt 2,0 mio. kr. i indtægter fra salg af en andelslejlighed på Istedgade. Indtægten kommer som følge af, at Københavns Kommune oprindeligt er indtrådt som andelshaver i forbindelse med andelsboligforeningens stiftelse, hvor enkelte lejere ikke har kunnet, eller ikke har ønsket, at blive andelshavere, og Københavns Kommune derfor er indtrådt som andelshaver for at muliggøre andelsforeningens stiftelse. Indtægten tilgår i 2025, da lejer er fraflyttet og lejligheden er solgt (løbenummer 84 i bilag 2).

Politisk handlerum

Bevillingsændringerne i denne sag er korrektioner af teknisk karakter. Udvalget har mulighed for ikke at godkende de enkelte budgetkorrektioner og ikke godkendte korrektioner, vil udgå fra Økonomiforvaltningens samlede sag og dermed ikke blive indarbejdet i budgettet. Konsekvensen af det, vil afhænge af typen af budgetkorrektion, der ikke godkendes.

Økonomi

De bevillingsmæssige ændringer i perioden 2025-2030 fremgår af tabel 1.

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser (beløb i 1.000 kr.) 

Styringsområde

2025

2026

2027

2028

2029

2030

Service

-6.372

-92.126

-98.373

-91.041

-91.308

-91.330

Anlæg

-200

8.605

9.405

 

 

 

Overførsler mv.

-55.812

55.812

 

 

 

 

Finansposter

-108.138

-152.963

-158.134

417.262

 

 

I alt

-170.522

-180.673

-247.102

326.221

-91.308

-91.330

Note: Positive tal øger budgettet, mens negative tal reducerer budgettet. 2025 er i 2025 pl og beløb fra 2026 og frem er i 2026 pl.

Videre proces

De bevillingsmæssige ændringer er sendt til Økonomiforvaltningen med forbehold for Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse. Økonomiforvaltningen fremlægger en samlet sag for Økonomiudvalget den 16. december 2025 og Borgerrepræsentationen den 18. december 2025.

Søren Wille

/ Marie-Louise Kudsk Hædersdal


Til top