Telefonkiosken i Absalonsgade
Tidligere beslutninger
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om Foreningen Museumsgadens Venner skal have yderligere et år til at rejse midler til renovering og fremtidig drift af telefonkiosken i Absalonsgade, eller om telefonkiosken skal overdrages til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.
Kultur- og Fritidsudvalgets besluttede den 23. maj 2024, at Kultur- og Fritidsudvalget tog budgetestimaterne vedrørende renovering af tele-fonkiosken i Absalonsgade til efterretning, og at Foreningen Museums-gadens Venner fik et år til at afsøge mulighederne for at rejse midler til renovering og fremtidig drift.
Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm har tidligere tilkendegivet interesse i at overtage telefonkiosken, herunder at finansiere flytning og fremtidig drift. Museet har bekræftet fortsat interesse, og løsningen er uden udgift for kommunen.
Foreningen Museumsgadens Venner er den 4. april 2025 vendt tilbage med et ønske om at forlænge fristen med endnu et år for at fortsætte bestræbelserne på at tilvejebringe midler til renovering og fremtidig drift af telefonkiosken.
Foreningen er i dialog med Realdania, men deres pulje ’Underværker - lokale ildsjæleprojekter’ kan først søges primo 2026, hvilket er årsagen til at foreningen har behov for et år mere til projektet. Parallelt er foreningen i dialog med Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor arkitekt-linjen for ’Kulturarv, Transformation og Restaurering’ er særlig relevant at samarbejde med.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at
- at Kultur- og Fritidsudvalget peger på én af følgende modeller for telefonkiosken:
Model A
At Kultur- og Fritidsudvalget overdrager telefonkiosken til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholms, hvilket er uden udgift for kommunen.
Eller
Model B
At Foreningen Museumsgadens Venner får yderligere et år til at rejse midler til renovering og fremtidig drift,
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet den 25. januar 2024, at der skulle foregå en lokal inddragelse i processen, inden udvalget tog endeligt stilling i sagen vedrørende telefonkiosken. Den 23. maj 2024 tog KFU stilling til et forslag fra Foreningen Museumsgadens Venner om renovering og drift af telefonkiosken (bilag 1) og besluttede, at Foreningen Museumsgadens Venner fik mulighed for at rejse midler til renovering og fremtidig drift inden for et år. Foreningen er den 4. april 2025 vendt tilbage med et ønske om at forlænge fristen med endnu et år.
Løsning
Baggrund
Absalonsgade (Museumsgaden) mellem Vesterbrogade og Svendsgade på Vesterbro blev opsat i 1980’erne og viser gadeinventar fra før 1940’erne i et historisk miljø i København. Inventaret indgår ikke i Københavns Museums samling, da der er tale om formidlingsgenstande og ikke museumsgenstande. Telefonkiosken og plakatsøjlen, der stadig står i gaden, er i dårlig stand og vil forfalde uden renovering.
Forslag om genopretning af Museumsgaden, herunder restaurering og opstilling af det historiske inventar, indgik i Budget 2019, Budget 2021, Budget 2024 og Budget 2025, hvor der ikke blev afsat finansiering. I det seneste budgetnotat i 2025 indgik et scenarie, hvor udgiften til klargøring af telefonkiosken med henblik på bortforpagtning blev anslået til 1,8 mio. kr. (bilag 2).
Status Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm
Formanden for Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm har bekræftet, at museet fortsat er interesseret i at overtage telefonkiosken uden udgift for Københavns Kommune, herunder at finansiere flytning og fremtidig drift. Sporvejsmuseet forventer, at kommunen genetablerer fortovet, hvor kiosken har stået. Sporvejsmuseet har for nyligt overtaget de dele fra museumsgaden, som Frilandsmuseet tidligere havde modtaget, da effekterne ikke kunne indpasses i museets frilandsmiljø (bilag
Status Foreningen Museumsgadens Venner
Foreningen Museumsgadens Venner har den 4. april 2025 anmodet om et års udsættelse vedrørende beslutningen om telefonkioskens fremtid. Foreningen mangler bekræftelse fra fonde og ønsker på den baggrund mere tid til at sikre finansiering og bygge videre på de initiativer, der er i gang. Indtil videre har biografen Vester Vov Vov givet tilsagn om, at de er interesserede i at gøre brug af kiosken i forbindelse med deres virke i gaden.
Foreningen har brugt det seneste år på at få foretaget yderligere vurderinger af, hvad en renovering af kiosken vil indebære. Foreningen har været i dialog med Realdania, som har anbefalet foreningen at søge deres pulje ’ Underværker - lokale ildsjæleprojekter’. Dog holder puljen pause i 2025 og kan først søges primo 2026.
Derudover har foreningen påbegyndt en dialog med Det Kongelige Danske Kunstakademi med henblik på at gøre renovering af telefonkiosken til et afgangsprojekt i 2025/26, hvilket vil kunne reducere udgifterne. Endeligt arbejder foreningen på ansøgninger med henblik på at gøre gaden grønnere og udvide byrummet i Absalonsgade med mere biodiversitet (bilag 4).
Foreningen oplyser, at de løbende holder øje med og vedligeholder telefonkiosken i dens nuværende stand, og at der derfor ikke er risiko for forværring ved, at foreningen får yderligere et år til at finde løsningsmodeller.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis det besluttes at Foreningen Museumsgadens Venner får yderligere et år til at rejse midler til renovering og fremtidig drift, vil forvaltningen vende tilbage med en indstilling i maj 2026. Hvis det besluttes at overdrage telefonkiosken til Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, vil forvaltningen indgå en aftale med museet om flytning af telefonkiosken.
Mikkel Boje
/Marius Hansteen