Fordeling af midler til delebiler i 2026 og 2027 fra Budget 2025 (Grønne initiativer og byrum)
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til, hvordan de midler, der er afsat til delebiler i Budget 2025 skal fordeles i 2026 og 2027. Forvaltningen anbefaler, at der på nuværende tidspunkt kun tages stilling til fordeling af pladser i 2026 for på den måde at sikre, at udrulningen følger efterspørgslen. På baggrund af dialog med markedet foreslår forvaltningen, at midlerne i 2026 fordeles til delebiler med fast stamplads. Udvalget orienteres om forvaltningens markedsdialog med delebilsklubberne og, at forvaltningen ikke har kunnet afsætte 148 delebilspladser fra rammen afsat i Budget 2022 grundet manglende efterspørgsel fra markedet. De resterende 148 etableres derfor ikke. Udvalget har mulighed for at henvise finansieringen af de 148 pladser til forhandlingerne om Budget 2027.
Indstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,
- at midlerne fra Budget 2025 (Grønne initiativer og byrum) fordeles til at oprette 125 pladser til delebiler med fast stamplads i 2026.
- at forvaltningen primo 2027 vender tilbage med en sag med anbefaling til udrulning af de resterende 125 pladser, som der blev afsat midler til i Budget 2025 (Grønne initiativer og byrum).
Problemstilling
Der er bevilliget midler til at oprette delebilspladser i hhv. Budget 2022 og Budget 2025.
I Budget 2025 (BR den 3. oktober 2024) (A, B, F, I, O, V og Ø) blev der afsat midler til at etablere 250 nye delebilspladser i perioden 2026-2027 i forbindelse med beslutningen om ”Grønne initiativer og byrum”. Borgerrepræsentationen besluttede den 29. januar 2025, hvordan bevillingen skal udmøntes (bilag 3). Her fremgår det, at forvaltningen skal vende tilbage primo 2026 med en sag om, hvordan delebilerne skal udrulles, som skal baseres på en markedsdialog med delebilsoperatørerne.
Med Budget 2022 (BR den 7. oktober 2021), (A, B, F, O, V, Ø, Å, Frie Grønne og Kaare Traberg Smidt) blev det besluttet, at der oprettes 900 delebilspladser med fast stamplads svarende til 225 pladser pr. år i perioden 2022-2025. 148 pladser ud af rammen på 900 delebilspladser bliver ikke oprettet på grund af manglende efterspørgsel (se oversigt i bilag 2).
Løsning
Der findes to typer delebilspladser – dem med eller dem uden fast stamplads.
Med fast stamplads vil sige, at delebilen har en fast parkeringsplads, hvor bilen skal afhentes og afleveres igen. Parkeringspladser til delebiler med fast stamplads opsættes efter ønsker fra delebilsklubberne, hvorefter forvaltningen vurderer, om den ønskede lokation mulig. Vurderer forvaltningen, at den ønskede lokation ikke er mulig, går forvaltningen i dialog med den pågældende delebilsklub om en alternativ placering. Forvaltningen opsætter ikke delebilspladser med fast stamplads på lokationer, som delebilsklubberne ikke er interesserede i at benytte.
Uden fast stamplads kaldes også el-delebilspladser. El-delebilspladserne placeres ved trafikknudepunkter, kulturaktiviteter og beboelsesområder, hvor det i dag er svært at parkere, med henblik på, at det skal være en fordel at benytte en delebil. Der er ikke krav om, at bilen skal afhentes eller afleveres på pladserne. El-delebilspladserne kan benyttes af alle delebiler på el. På nuværende tidspunkt har én delebilsklub (GreenMobility) udtrykt ønske om at bruge pladserne. Forvaltningen har taget udgangspunkt i delebilsklubbens ønsker til placering af pladserne.
Forslag til udmøntning af midler i 2026: Delebiler med fast stamplads
Forvaltningens anbefalinger til udrulning af 250 delebilspladser i forbindelse med beslutningen om ”Grønne initiativer og byrum” er baseret på markedsdialog med delebilsoperatørerne.
Den 24. september 2025 afholdt forvaltningen en workshop med deltagelse af alle godkendte delebilsoperatører i Københavns Kommune. Formålet var at evaluere initiativerne i Handlingsplanen for delebilisme 2022-2025 og drøfte forventningerne til delebilisme i København i de kommende år. Evalueringen af handlingsplanen forventes fremlagt på samme udvalgsmøde i juni 2026.
I Budget 2022 blev det besluttet, at der skulle oprettes 225 delebilspladser med fast stamplads pr. år i 2022-25. Delebilsklubbernes tilbagemelding på workshoppen var, at 225 pladser årligt er for højt sat, men at der forsat er en stigende efterspørgsel efter nye pladser. På baggrund af dialogen med markedet anbefaler forvaltningen, at der i 2026 oprettes 125 nye delebilspladser med fast stamplads med midlerne fra ”Grønne initiativer og byrum” vedtaget med Budget 2025.
Derudover anbefales det at afvente til primo 2027 med at beslutte fordelingen af midlerne til oprettelse af de resterende 125 nye delebilspladser i 2027. Det skyldes, at forvaltningen på nuværende tidspunkt mener, at det er for tidligt at vurdere behovet for delingen af de nye pladser i 2027 mellem delebiler med fast stamplads og el-delebilspladser.
El-delebilspladser
Forvaltningen foreslår, at der ikke oprettes nye el-delebilspladser i 2026 med midlerne fra beslutningen om ”Grønne initiativer og byrum”. Forvaltningen modtager i dag mange henvendelser om tomme el-delebilspladser. Desuden viser sensordata, at belægningen på el-delebilspladserne er lav, men at en del af pladserne også anvendes til hyppige kortvarige parkeringer. Årlig status på udrulningen af el-delebilspladser er på samme dagsorden til samme udvalgsmøde d. 15. juni 2026
Ubrugte pladser fra puljen 2022-2025
Forvaltningen har i alt 148 parkeringspladser til delebiler med fast stamplads, som ikke er oprettet. De skulle være oprettet i 2025. Midlerne til oprettelsen af disse pladser stammer fra Budget 2022 (uddybes i økonomiafsnittet). I bilag 2 er en oversigt over, hvor de forskellige delebilspladser er oprettet. I 2025 var der ikke interesse for de resterende 148 pladser, hvorfor disse ikke etableres, medmindre der på et senere tidspunkt afsættes finansiering til formålet.
Forvaltningen har spurgt delebilsklubberne, om der er tale om et mætningspunkt. Der er blandt delebilsklubberne enighed om, at der ikke er tale om et mætningspunkt. Dog vurderer delebilsklubberne, at antallet på 225 pladser årligt (som var udrulningstakten i årene 2022-25) har været for højt i forhold til udviklingen, og at udbuddet var for ufleksibelt, da brugen af delebiler er meget sæsonbetonet. Delebilsklubberne arbejder ud fra høj- og lavsæsoner. Højsæsonen strækker sig fra marts til oktober, mens efterspørgslen er lavere fra november til februar, dog med en stigning i december. Delebilsklubberne oplever alle vækst og forventer øget behov for nye pladser de kommende år.
Borgerrepræsentationen vedtog med Budget 2025 at afsætte midler til fleksibel udnyttelse af delebilspladser med fast stamplads (den såkaldte poseordning). Teknik- og Miljøudvalget blev orienteret om administrationen af denne ordning på mødet den 15. december 2025. Ordningen forventes at imødekomme delebilsklubbernes behov for sæsonbetonede pladser, da det gør det muligt for delebilsklubberne at frigive de reserverede delebilspladser til almindelig parkering, i lavsæsonen og igen at kunne tage dem i brug i højsæsonen.
Politisk handlerum
Det kan besluttes, at
- forvaltningen skal ændre i fordeling af pladserne, således der også oprettes nye el-delebilspladser i 2026 eller beslutte en fordeling af nye delebilspladser i 2027.
- udvalget kan henvise finansiering til etableringen af de resterende 148 pladser fra rammen vedtaget med budget 2022 til forhandlingerne om budget 2027.
Vælger udvalget ikke at godkende indstillingen, vil der ikke blive udrullet delebilspladser med bevillingen fra Budget 2025, og det udestår dermed at implementere beslutningen fra Budget 2025 om at udrulle 250 delebilspladser.
Økonomi
I Budget 2025 blev der afsat midler til at etablere 250 nye delebilspladser i perioden 2026-2027 i forbindelse med beslutningen om ”Grønne initiativer og byrum”. Borgerrepræsentationen besluttede den 29. januar 2025, hvordan bevillingen skal udmøntes. Borgerrepræsentationen besluttede at udmønte 0,8 mio. kr. årligt i 2026 og 2027(anlæg) til etablering af 250 delebilpladser. Midlerne er frigivet i forbindelse med udmøntningen. Der blev endvidere udmøntet 0,4 mio. kr. årligt i 2026 og 2027 (service) til projektledelsen. Det varige afledte driftsbehov og reduktion af parkeringsindtægterne, som følge af etablering af delebilspladserne, er håndteret i Budget 2026.
Ubrugte pladser fra puljen 2022-2025:
Da de resterende 148 pladser ikke er oprettet, er der et mindreforbrug på 1,35 mio. kr. i 2025, som er midler, der endnu ikke er brugt fra Budget 2022-bevillingen. Disse midler indgik i overførselssagen 2025-2026. Ønsker udvalget, at pladserne skal etableres, skal der således afsættes nye midler til formålet. Etableringen forudsætter, at delebilsklubberne efterspørger de udbudte pladser.
Videre proces
Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen i 2026 udbyde de 125 nye delebilspladser til delebiler med fast stamplads. Udvalget skal primo 2027 tage stilling til, hvordan de resterende 125 pladser skal udrulles.
Søren Wille
/ Lena Kongsbach