Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets forventede regnskab pr. maj 2026
Indstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller overfor Klima-, Miljø- og Teknikudvalget,
- at forventet regnskab pr. maj 2026, som beskrevet i løsningsafsnittet og bilag 2 og 3 godkendes.
- at Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen fremlægger handleplan for budgetoverholdelse på Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets møde den 24. august 2026.
Problemstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen fremlægger to gange årligt et forventet regnskab for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget. På baggrund heraf fremlægger Økonomiforvaltningen et samlet forventet regnskab for hele kommunen for Økonomiudvalget. Forventet regnskab pr. maj 2026 er således den første prognose for året, der fremlægges politisk. Indstillingen beskriver de væsentligste afvigelser for styringsområderne Service, Anlæg og Overførsler m.v. efter de bevillingsmæssige korrektioner i anden sag om bevillingsmæssige ændringer.
Løsning
Klima-, Miljø- og Teknikvalgets forventede regnskab pr. maj 2026 er udarbejdet med udgangspunkt i det realiserede forbrug pr. ultimo april 2026 samt forventet forbrug resten af 2026.
I det følgende fremgår Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets forventede regnskab fordelt på styrings- og bevillingsområder. Af bilag 2 fremgår afvigelsesforklaringer for forvaltningens hovedprodukter. I bilag 3 findes et særskilt statusnotat for parkeringsområdet.
Forventet regnskab for Service
Styringsområdet Service udviser samlet set et merforbrug på 62,3 mio. kr. mio. kr. jf. tabel 1.
Tabel 1. Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets forventede regnskab for 2026 – Service (mio. kr.)
|
Bevilling |
Korrigeret budget* |
Forventet regnskab |
Forventet afvigelse |
|
Ordinær drift |
1.685,5 |
1.691,6 |
-6,1 |
|
Parkering |
-823,0 |
-766,5 |
-56,5 |
|
Byfornyelse, ydelsesstøtte |
24,5 |
24,2 |
0,3 |
|
Service i alt |
886,9 |
949,3 |
-62,3 |
Note: Tabellen er udarbejdet på baggrund af faktiske tal, men opgjort i mio. kr. hvorfor der opstår mindre afvigelser i tabellens afrundinger. Negative budgettal viser et indtægtsbudget, som er højere end udgiftsbudgettet. Negative afvigelser viser forventede merforbrug eller mindreindtægter.
*Det korrigerede budget er det aktuelle budget inkl. forventede korrektioner, som forventes godkendt af Økonomiudvalget.
Det forventede regnskab pr. maj 2026 udviser således, at udvalgets økonomi udviser merforbrug i 2026. Forvaltningen forventer at opnå tillægsbevilling på 44,5 mio. kr. vedr. betalingsparkering i tredje sag om bevillingsmæssige ændringer, hvorefter det forventede merforbrug er 17,8 mio. kr.
Da forvaltningen af Økonomiforvaltningen er oplyst om, at der ikke er ledigt servicemåltal i 2026, er det ikke muligt for udvalget at optage internt lån. Forvaltningen vil således fremlægge handleplan for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget ved udvalgets møde den 24. august 2026 med henblik på sikre budgetoverholdelse i 2026.
Årsagerne til de væsentlige forventede afvigelser på de enkelte bevillingsområder gennemgås i det følgende.
Bevillingen Ordinær drift
Bevillingen Ordinær drift udviser et samlet merforbrug på 6,1 mio. kr.
De væsentligste afvigelser vedrører følgende:
- Merforbrug på 6,0 mio. kr. i Vintertjenesten til fjernelse af sne og frost. Den hårde vinter i januar-marts 2026 medførte et forventet merforbrug på 11,5 mio. kr. I Overførselssagen fik Klima-, Miljø- og Teknikudvalget tillægsbevilling på 5,8 mio. kr. Der forventes derefter et merforbrug på 6,0 mio. kr., hvoraf 3 mio. kr. allerede er realiseret for årets første måneder. Forventningen til årets sidste måneder er således 3 mio. kr.
- Merforbrug på 4,2 mio. kr. til juridisk og økonomisk bistand i forbindelse med kartelsagen. Københavns Kommune har som del af et kollektivt søgsmål den 10. juli 2019 indgivet stævning mod deltagerne i et ulovligt lastbilkartel for tab, som kommunen har lidt i anledning af kartellet. I 2025 afholdte forvaltningen ligeledes udgifter til sagsførelsen og fik korrigeret udvalgets overførselsadgang med de afholdte udgifter efter aftale med Økonomiforvaltningen.
- Mindreforbrug på 4,3 mio. kr. som følge af forsinkelser i leveringen af nyt materiel som først forventes leveret i 2027
Øvrige afvigelser fremgår af bilag 2.
Bevillingen Parkering
Bevillingen parkering udviser forventede mindreindtægter på i alt 56,5 mio. kr.
Heraf vedrører 44,5 mio. kr. forventede mindreindtægter vedr. betalingsparkering. Dette følger af, at forvaltningen kan konstatere en lavere aktivitet på 11 % set i forhold til 2025. Forvaltningen antager, at udvalget i lighed med tidligere år vil blive tildelt tillægsbevilling på 44,5 mio. kr. til betalingsparkering i tredje sag om bevillingsmæssige ændringer.
Endvidere forventes mindreindtægter på parkeringsafgifter på netto 12,1 mio. kr. efter afregning til Rigspolitiet. Forvaltningen er ved at afdække udfordringen yderligere, men forudser en strukturudfordring.
Det forventede regnskab for bevillingen parkering er nærmere beskrevet i bilag 3.
Forventet regnskab for 2026 – Anlæg
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal på samme møde behandle anden anlægsoversigt 2026, hvor anlægsbudgettet reperodiseres til den forventede fremdrift i projekterne. Forvaltningen forventer overholdelse af måltallet for 2026, da overbookingen er 25,0%, hvilket er på et lavere niveau end de tidligere år. Forvaltningen forventer således, at styringsområdet Anlæg samlet set vil balancere ved årets udgang.
Forventet regnskab for 2026 – Overførsler m.v.
Bevillingerne under styringsområdet Overførsler m.v. er ikke rammestyret, men skal i stedet budgettilpasses, så rammen stemmer overens med de forventede udgifter og indtægter, jf. takstberegningerne og det overordnede ’hvile i sig selv-princip’. Efter de bevillingsmæssige ændringer jf. sagen på samme møde forventes budgetoverholdelse på styringsrammen Overførsler.
Politisk handlerum
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget kan beslutte, at forvaltningen skal vende retur med konkrete tiltag med henblik på at sikre budgetoverholdelse i 2026.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets forventede regnskab pr. maj 2026 oversendes til Økonomiforvaltningen. Økonomiforvaltningen indarbejder herefter Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets og de øvrige fagudvalgs forventede regnskaber i en samlet sag for hele Københavns Kommune, som forelægges Økonomiudvalget den 16. juni 2026.
Søren Wille
/Marie-Louise Kudsk Hædersdal