Resultat af foranalyse af Elbagade, Amager Øst
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling det løsningsforslag til forbedring af cykelforhold på Elbagade, der skal indgå i forhandlingerne om Budget 2027. Der blev i Budget 2025 afsat midler til en foranalyse af, hvordan Elbagade kan indrettes med henblik på at skabe en sammenhængende grøn forbindelse på tværs af Amager. I dag bakker biler gennem det område, hvor cyklerne kører, hvilket kan give anledning til farlige situationer. På baggrund af foranalysen indstiller forvaltningen derfor en løsning, der forbedrer trafiksikkerheden ved at etablere cykelstier og bevarer flest muligt træer og parkeringspladser, dog nedlægges 88 ud af 215 parkeringspladser.
Indstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,
- at Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets løsningsforslag til forbedring af cykelforhold på Elbagade (forslag 3) indgår i forhandlingerne om Budget 2027, jf. løsningsafsnit og økonomiafsnit.
Problemstilling
Ved Budget 2025 (BR 3. oktober 2024) (A, B, F, I, O, V og Ø) blev der afsat 1,5 mio. kr. til en foranalyse af Elbagade mellem Amagerbrogade og Kastrupvej samt krydsningen ved Kastrupvej, jf. bilag 2. Foranalysen belyser mulighederne for at fjerne bustrafik og/eller ensrette gaden med henblik på at etablere cykelbaner, skabe grønne byrum og bevare mest mulig parkering.
Foranalysen udspringer af en hensigtserklæring fra Budget 2024 om at udarbejde en samlet plan for flere grønne kiler og sammenhængende grønne områder i Københavns Kommune (BR 5. oktober 2023) (A, B, C, F, I, O, V). Heri indgik et konkret ønske om at arbejde med ”Fælled til strand-forbindelsen”, (bilag 8), der er en visionsplan udviklet i regi af Områdefornyelsen med lokale borgere. Visionsplanen viser, hvordan man kan skabe en grønnere og mere cykelvenlig forbindelse på tværs af Amager, hvor Elbagade udgør en delstrækning.
Løsning
Elbagade er en ca. 460 meter lang allé med dobbeltrettet trafik, busdrift og vinkelret parkering i begge sider, jf. bilag 3. Den er udpeget som fordelingsgade, som betyder, at den skal forbinde lokalveje med hovedfærdselsårer mellem bydele. I dag deles cykler, biler og bus 77 om kørebanen, hvilket giver anledning til farlige situationer, når parkerede biler bakker ud på vejen, hvor cyklisterne kører. Der er i dag 215 parkeringspladser, herunder 14 ladestandere, i Elbagade.
Foranalysen identificerer tre løsninger, som alle forbedrer trafiksikkerheden ved at etablere cykelstier, og som fastholder dobbeltrettet trafik og busdrift. Løsning 1 er den mere trafiksikre løsning da vinkelret parkering nedlægges til fordel for længeparkering, løsning 2 skaber mest muligt grønt ved at nedlægge mest parkering, og løsning 3 (indstilling løsning) er et kompromis, hvor vinkelret parkering opretholdes med henblik på at mindske antallet af p-pladser, der nedlægges.
Indstillet forslag med cykelstier, vinkelret parkering og længdeparkering (Forslag 3)
Forvaltningen indstiller et løsningsforslag, hvor der etableres 2,8 meter brede cykelstier langs de eksisterende fortove, og hvor vinkelret parkering bibeholdes i den ene side, mens der i modsatte side etableres længdeparkering mellem eksisterende træer, jf. bilag 4 (i foranalysen benævnt forslag 3). Tiltagene løser udfordringen med cyklister på vejbanen, samtidig med at flest muligt parkeringspladser og træer bevares. Kombinationen af vinkelret parkering og busdrift er velkendt blandt gadens trafikanter, og videreføres derfor på Elbagade, selvom dette normalt ikke anbefales i kommunen.
Der etableres brostensbelagte overkørsler ved sidevejene på strækningen for at tydeliggøre vigepligtsforhold for biler ved krydsning med cykelstien. På Kastrupvej etableres et støttepunkt for at forbedre cykelforbindelsen fra Italiensvej til Elbagade.
Træernes vækstbetingelser forbedres ved bl.a. at etablere større plantehuller mellem parkeringspladserne. I budgetnotatet vil indgå et tilvalg om endnu bedre vilkår for træer samt mere plads til grønt/muligheder for ophold ved at inddrage flere parkeringspladser
Prisen på den indstillede løsning uden tilvalg er 38,1 mio. kr.
Parkering og ladestandere
Med løsningen nedlægges 88 parkeringspladser, og 14 ladestandere nedtages. Parkeringsbelægningen på vejstrækningen kl. 22 er 130 %. Området omkring Elbagade består primært af private fællesveje, og derfor er der kun få muligheder for genplacering af ladestanderne på offentlig vej. Det betyder, at der er stor risiko for, at flere ladestandere ikke kan genopsættes. Ladestanderaftalerne udløber løbende i perioden 2030-2034. Det vil forringe opladningsmuligheder for beboere og gæster. Alternative placeringer af ladestanderne er ikke undersøgt ifm. foranalysen. Med kommunens nuværende udrulningsplan for hele byen forventes behovsniveaet at være nået i 2031 med 9.500 normalladeudtag på offentlig vej.
Der er mulighed for at anlægge op til 19 erstatningspladser i gadeplan i Amager Øst, dog ligger den nærmeste 1,3 km fra Elbagade, hvorfor disse pladser ikke vurderes som en reel erstatning. Forvaltningen kan alternativt undersøge mulighederne for leje af parkeringspladser ved Amager Hospital i den østlige ende af Elbagade, jf. politisk handlerum. Forvaltningen skønner, at der er op til 60 pladser på terræn baseret på en vurdering af arealet, men der har endnu ikke været dialog med Regionen om muligheden for en lejeaftale.
Træer
Eksisterende træer bevares, bortset fra ét træ i sydsiden ved Kastrupvej, der fældes af hensyn til cyklisters trafiksikkerhed. Der er tale om et rønnetræ plantet i 1975. Dette træ bliver erstattet med et nyt træ og derudover erstattes 11 træer, der tidligere er blevet fældet uden efterfølgende genplantning med nye træer.
Alternativt forslag 1 og 2
Det alternative forslag 1 (i foranalysen benævnt forslag 1) etablerer grønne bælter samt cykelstier langs fortovene og længdeparkeringspladser i begge vejsider, jf. bilag 5. Denne løsning skaber mere grønt i gaden og fjerner vinkelret parkering, som er i overensstemmelse med kommunens anbefalingerne på gader med busdrift. Som tilvalg til løsningen kan der etableres større grønne bede og opholdsmuligheder ved at inddrage flere parkeringspladser. Dette forslag nedlægger 122 parkeringspladser samt ladestandere. Eksisterende træer bevares, bortset fra to træer, der skal fældes af hensyn til cyklisters trafiksikkerhed. De to træer, der fældes er rønnetræer plantet i 1975. 11 træer, der tidligere er blevet fældet uden efterfølgende genplantning erstattes med nye træer og derudover plantes 3 nye træer. Prisen på forslag 1 uden tilvalg er 37,1 mio. kr.
Det alternative forslag 2 (i foranalysen benævnt forslag 2) etablerer grønne bælter samt cykelstier langs fortovene i begge vejsider, jf. bilag 6. Løsningsforslaget skaber mest muligt grønt ved at fjerne næsten al parkering på gaden med undtagelse af handicapparkering og standsning for varelevering. Som tilvalg til forslaget kan der etableres flere parkeringspladser ved at inddrage dele af de grønne arealer. Denne løsning nedlægger 210 parkeringspladser samt ladestandere. I samme omfang som forslag 1 bevares de eksisterende træer og tidligere fældede træer genplantes. Der plantes derudover 12 nye træer. Prisen på forslag 2 er 37,9 mio. kr.
Fravalgte løsninger
På baggrund af foranalysen vurderes både ensretning af gaden og omlægning af busruten ikke hensigtsmæssigt, da tiltagene vil øge belastningen på de nærliggende lokalgader. Det kan medføre udfordringer for trafiksikkerhed og fremkommelighed, særligt i kryds ved Amagerbrogade, da vejene hverken er indrettet til busdrift eller øget biltrafik. Elbagade er derimod udpeget som fordelingsgade. Økonomiforvaltningen vil, uafhængigt af dette projekt, igangsætte en kapacitetsanalyse, hvor buslinje 77 indgår (BR 18. april 2024).
Med foranalysen blev der lagt op til at etablere cykelbaner. Forvaltningen har undersøgt en løsning med cykelbaner, men denne løsning er fravalgt til fordel for cykelstier. Årsagen er, at vejprofilet skal ændres markant, hvis cykelbanerne skal være brede nok til at sikre trafiksikkerheden og fremkommeligheden for cyklister. Dette vil medføre, at omkostningen til at anlægge cykelbaner er de samme som omkostningen ved cykelstier. Cykelbanerne vil i øvrigt forringe træerne levevilkår, da asfalten flere steder vil skulle fræses.
Høring
Foranalysen har været i høring ved Amager Øst Lokaludvalg fra den 6. januar til den 6. februar 2026 og i høring hos boligforeningerne i Elbagade, lokale skoler og den bemandede legeplads Elba fra den 12. januar til den 6. februar 2026. Der er indkommet 6 høringssvar fra boligforeningerne og 1 svar fra den bemandede legeplads jf. bilag 7. Forvaltningens bemærkninger fremgår af bilag 7.
Høringssvar fra lokaludvalg
Amager Øst Lokaludvalg er glade for bl.a. forslag om cykelstier samt bibeholdelse af bussen og dobbeltrettet trafik, men er internt uenige om nedlæggelse af parkeringspladser og foreslår bl.a. at undersøge mulighed for erstatningspladser fx på hospitalsgrunden eller ved ændring i licenszone.
Høringssvar fra boligforeninger og den bemandede legeplads Elba
Boligforeningerne betvivler behovet for øget tryghed for cyklister, ønsker ikke nedlæggelse af parkeringspladser og efterlyser i så fald erstatningspladser. De foreslår alternativer som ensretning med dobbeltrettet cykelsti eller omlægning via villaveje. Samtidig peger de på, at mere grønt kan opnås bl.a. med nye vejtræer, gerne andre arter end de nuværende.
Forvaltningens bemærkninger
I forhold til ønsker fra lokaludvalg og boligforeninger om erstatningsparkering bemærkes, at den nærmeste mulighed for erstatningsparkering i terræn ligger 1,3 km fra Elbagade. Det indgår i politisk handlerum at lade en undersøgelse samt finansiering af erstatning ved leje af pladser indgå i budgetnotatet. Forvaltningen anbefaler ikke en ændring i licenszonen til at inkludere området øst for Kastrupvej, bl.a. fordi belægning på Italiensvej allerede er høj.
En alternativ rute for cyklister er ikke undersøgt i foranalysen. Forvaltningen henviser til visionsplanen og trafikanalysen, som peger på ruten som den mest direkte med sikre, signalregulerede kryds. Ensretning er undersøgt, men fravalgt jf. løsningsafsnittet. Ensretning vil ikkebevare flere parkeringspladser end den indstillede løsning grundet en kombination af træernes placering og bilernes udbakningsareal.
Det bemærkes, at eksisterende træer bevares og træarter ifm. nyplantninger fastlægges i den videre fase.
Samlet set har bemærkningerne ikke givet anledning til ændring i projektforslagene.
Politisk handlerum
Det kan politisk besluttes, at:
- Tilvalg om mere begrønning ved inddragelse af parkeringspladser ikke skal indgå sammen med den indstillede løsning i det kommende budgetnotat til Budget 2027.
- Det alternative forslag 1 og/eller 2 skal indgå sammen med den indstillede løsning i det kommende budgetnotat til Budget 2027.
- Der skal indgå finansiering til leje af erstatningspladser på Hospitalsgrunden i budgetnotatet. Dette er forbundet med usikkerhed, idet der først skal være en dialog med Regionen. Udgiften til leje af op til 60 pladser estimeres til 0,7 mio. kr. årligt, men dette er også forbundet med usikkerhed både ift. antallet af pladser og i forhold til den konkrete pladspris.
Økonomi
Gennemførelse af løsningsforslaget til forbedrede cykelforhold på Elbagade afhænger af, at Borgerrepræsentationen afsætter finansiering i kommende budgetaftale. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen er forpligtet til at udarbejde budgetnotat på baggrund af foranalysen, jf. Økonomiforvaltningens årlige indkaldelsescirkulære.
Videre proces
Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen udarbejde budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2027.
Søren Wille
/ Peter Højer