Resultat af foranalyse af Trianglen, Østerbro
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til det løsningsforslag til trafikal fredeliggørelse og begrønning af Trianglen, som skal indgå til forhandlingerne om Budget 2027. Der blev i Budget 2025 afsat midler til en foranalyse, der belyser mulighederne for at omdanne Trianglen til et nyt, grønnere byrum samt afledte trafikale konsekvenser. Med det indstillede forslag lukkes vejstrækningen syd for Trianglen for biltrafik, hvilket muliggør den største pladsdannelse og bedste mulighed for begrønning, samtidig med at trafikken kan afvikles hensigtsmæssigt.
Indstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,
- at løsningsforslaget til trafikal fredeliggørelse og begrønning af Trianglen (scenarie 1) indgår i forhandlingerne om Budget 2027, jf. løsningsafsnit og økonomiafsnit.
Problemstilling
Med Budget 2025 (BR 3. oktober 2024) (A, B, F, I, O, V og Ø) blev der afsat 1,5 mio. kr. til en foranalyse af trafikal fredeliggørelse og begrønning af Trianglen på Østerbro jf. bilag 2. Foranalysen tager afsæt i et visionsoplæg fra Østerbro Lokaludvalg fra 2011 og undersøger de trafikale og byrumsmæssige forhold ved Trianglen, herunder muligheden for at lukke Odensegade for biltrafik.
Løsning
Trianglen er i dag præget af at være opdelt af veje på alle sider, hvilket efterlader en ”ø” i midten jf. bilag 3. Selve pladsen indbyder således ikke til ophold, da den er omringet af trafikerede veje, benyttes primært til gennemgang og busstoppesteder. I dag er der et ledigt vejareal syd for Trianglen, hvor der tidligere var en separat busbane. Trianglen fremstår i dag nedslidt, og pladsen er i høj grad præget af teknisk udstyr, gadelamper og nuværende og tidligere infrastruktur, blandt andet busstoppested og busbaner, der ikke længere benyttes. Der er generel mangel på opholdssteder ved Trianglen.
På baggrund af foranalysen er der udarbejdet to mulige løsningsforslag, der skaber et grønnere og mere attraktivt byrum ved Trianglen, samtidig med at der opretholdes en hensigtsmæssig trafikafvikling. Begge løsningsforslag inddrager vejareal som i dag benyttes af motoriseret trafik, for at skabe et større byrum ved Trianglen. De to forslag inddrager hhv. vejstykket syd og nord for Trianglen til pladsdannelse, hvor den førstnævnte muliggør den største pladsdannelse. Den trafikale analyse viser, at begge løsninger sikrer lige god trafikal afvikling for biler og busser og reducerer antallet af konfliktpunkter for alle trafikanter ved Trianglen i forhold til i dag. Der indføres flere forskellige svingforbud i begge scenarier for at reducere trafikken omkring Trianglen. Trafikken forventes at blive flyttet til ringvejen O2, Nørre Allé og Jagtvej. Det vurderes ud fra modelberegninger, at det overordnede vejnet i store træk kan håndtere flytningen af trafikken, men der kan opstå lokale udfordringer på fire strækninger, der allerede er belastede af trafik i dag. Dette gælder uanset scenarie.
Lokaludvalget havde et forslag om at inddrage Østerbrogade øst for Trianglen og lukke Odensegade for trafik. Denne løsning er undersøgt med analysen, men fravalgt af hensyn til bl.a. trafikafviklingen på Østerbrogade, som er en hovedtrafikåre.
Disponeringen af selve pladsen med inventar, begrønning mv. er ikke fastlagt i foranalysen, men bliver udarbejdet i næste fase. Placering af cykelstierne kan ligeledes tilpasses.
Indstillet forslag med pladsdannelse vha. lukning af vejstrækning syd for Trianglen (scenarie 1)
I det indstillede forslag (i foranalysen benævnt scenarie 1) udvides pladsen på Trianglen ved at inddrage vejstrækningen syd for Trianglen mellem Øster Allé/Blegdamsvej og Østerbrogade, jf. bilag 4. Derved dannes et ca. 2.700 m² sammenhængende byrum med plads til træer, bede og bedre opholdsmuligheder med eftermiddags- og aftensol. Den fredede bygning midt på pladsen bevares som en del af det nye byrum. Denne løsning vurderes at skabe bedst mulighed for begrønning af pladsen ift. de undersøgte scenarier, på grund af placeringen af ledninger under jorden.
På det nedlagte vejareal mellem fortovet og pladsen etableres en 3 meter bred cykelsti til cyklister, der skal fra Øster Allé/Blegdamsvej og mod syd ad Østerbrogade. Cyklister der skal fra Østerbrogade syd mod Øster Allé/Blegdamsvej skal ligesom i dag køre via krydset Østerbrogade/Nordre Frihavnsgade. Fortovene udvides langs denne strækning samt ved hjørnet Østerbrogade/Nordre Frihavnsgade, for at styrke opholds- og fodgængerforholdene i området.
Med denne vejlukning ledes biltrafikken i stedet nord om Trianglen. For at undgå opstuvning af trafikken bliver svingbevægelser begrænset, så man ikke kan dreje til venstre, når man kommer fra Øster Allé og fra Østerbrogade syd. Forvaltningen forventer, at den omlagte trafik kan håndteres af de alternative ruter på det overordnede vejnet.
Pladsdannelsen nødvendiggør flytning af busstoppestedet for linje 14 i nordlig retning til Østerbrogade, dog uden mulighed for en busperron på denne placering. Det medfører, at Linje 14 fremadrettet drejer direkte fra Østerbrogade til højre ad Nordre Frihavnsgade i stedet for at køre venstre om Trianglen som i dag.
Parkering
Løsningen har ikke konsekvenser for antallet af bilparkeringspladser. Der forventes mulighed for at etablere flere cykelparkeringspladser.
Træer
Der vurderes at være mulighed for at plante nye træer, dog vil det præcise antal og arter afklares i den videre fase, hvor disponeringen af pladsen fastlægges. Der vil primært blive plantet løvfældende, som vil kunne tåle de klimatiske vindforhold på stedet.
Prisen på det indstillede forslag er 40 mio. kr.
Alternativt forslag med pladsdannelse vha. lukning af vejstrækning Nord for Trianglen (scenarie 2)
I det alternative forslag (i foranalysen benævnt scenarie 2) udvides pladsen på Trianglen ved at inddrage forbindelsesvej nord for Trianglen mellem Øster Allé/Blegdamsvej og Østerbrogade, jf. bilag 5. Dette muliggør en pladsdannelse på ca. 2.350 m2, hvilket er lidt mindre plads end i det indstillede forslag. Pladsens nordlige del har gode solforhold om morgenen og store dele af dagen, hvilket øger opholdskvaliteten på fortovet langs den nordlige vejstrækning. Ligesom i det indstillede forslag bevares den fredede bygning. I det sydvestlige hjørne af Trianglen snævres kørebanearealet ind, så krydset bliver lettere at navigere i, hvilket frigør yderligere et pladsareal.
Langs den nordlige strækning etableres to cykelstier på hver 3 m. Opdelingen er nødvendig, fordi cyklister i modkørende retning ikke kommer ind og ud samme sted på pladsen. Behovet for to cykelstier svækker oplevelsen af en samlet plads, men er nødvendig for at sikre en hensigtsmæssig afvikling af cykeltrafik, der skal fra Blegdamsvej mod Nordre Frihavnsgade/Østerbrogade i nordlig retning. Placeringen af cykelstierne vil blive afklaret i den videre projektering, da de kan placeres flere forskellige steder.
Når den nordlige forbindelsesvej lukkes ledes biltrafikken i stedet syd om området. Ligesom i det indstillede forslag indføres venstresvingsforbud fra Øster Allé og Østerbrogade syd og busstoppestedet for linje 14 skal flyttes. Dette vurderes muligt at finde plads til på Østerbrogade, men den præcise placering ikke fastlagt. Ligesom i det indstillede forslag vil Linje 14 fremadrettet dreje direkte fra Østerbrogade til højre ad Nordre Frihavnsgade.
Parkering
Løsningen har ikke
konsekvenser for antallet af bilparkeringspladser. Der forventes mulighed for
at etablere flere cykelparkeringspladser.
Træer
Der vurderes at være mulighed
for at plante nye træer, dog skal det præcise antal afklares i den videre fase,
hvor disponeringen af pladsen fastlægges. Der vi primært blive plantet
løvfældende træer, som vil kunne tåle de klimatiske vindforhold på stedet.
Prisen på det alternative forslag er 40 mio. kr.
Høring
Foranalysen har været i høring ved Østerbro Lokaludvalg fra den 27. februar 2026 til den 26. marts 2026. Høringssvaret og forvaltningens bemærkninger fremgår af bilag 5.
Høringssvar
fra lokaludvalg
Østerbro Lokaludvalg peger på
det indstillede forslag som det mest hensigtsmæssige, men bemærker, at alle
scenarierne vil få negative konsekvenser for trafikken i andre dele af
Østerbro. Der foreslås også, at der arbejdes med en udbygning af hjørnet ved Nordre
Frihavnsgade, som skal sikre bedre forhold for cyklister der skal mod
Blegdamsvej.
Forvaltningens
bemærkninger
Forvaltningen har gennemført
en konsekvensanalyse af vejlukningerne. For begge scenarier konkluderes, at
selvom der kan opstå enkelte lokale udfordringer, forventes de alternative
ruter på det overordnede vejnet i store træk at kunne håndtere den omlagte
trafik. Med hensyn til forbedring af hjørnet ved Nordre Frihavnsgade kan dette
indgå i en evt. viderebearbejdning, dog bemærker forvaltningen, at området
indgår i foranalysen for Nordre Frihavnsgade og skal koordineres i en videre
proces.
Samlet set har bemærkningerne ikke givet anledning til ændringer i løsningsforslag.
Politisk handlerum
Det kan politisk besluttes, at:
- det alternative forslag skal indgå sammen med eller som alternativ til det indstillede forslag i det kommende budgetnotat til Budget 2027.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv konsekvenser for Københavns Kommune. Gennemførelse af løsningsforslaget afhænger af, at Borgerrepræsentationen afsætter finansiering i en kommende budgetaftale. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen er forpligtet til at udarbejde budgetnotat på baggrund af foranalysen, jf. Økonomiforvaltningens årlige indkaldelsescirkulære.
Videre proces
Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen udarbejde et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2027.
Søren Wille
/ Peter Højer