Lav jeres egen genbrugsordning

I København genbruger vi. Få vejledninger og materialer til at oprette jeres egen genbrugsordning i boligforeningen.

Mange etageejendomme har allerede en genbrugsordning.

En genbrugsordning er et sted på ejendommen eller i gården, fx ved siden af storskraldsområdet, hvor du og din nabo sikrer, at brugbare ting kan blive genbrugt.

En genbrugsordning kan være alt fra en enkelt hylde til et helt rum.

Københavns Kommune leverer gerne informationsmateriale.

Sådan opretter I jeres egen genbrugsordning

Vis alle

1. Vælg en tør og tilgængelig placering

Genbrugsordningen bør placeres et sted, hvor beboerne naturligt kommer forbi – fx i/ved storskraldsrummet, ved affaldsbeholderne eller nær vaskerummet. 

Find et tørt og tilgængeligt sted sammen med viceværten eller gårdlavet.

Husk, at placeringen ikke må være til gene for renovatører eller andre.

2. Indret og organisér genbrugsområdet

Sæt en hylde, en reol eller et skab op. Supplér gerne med kasser, kroge eller knager.

En opslagstavle er god, hvis folk har møbler eller andre større ting.

3. Afmærk genbrugsområdet

Genbrugsområdet skal altid være klart afmærket, så fx renovatøren ikke forveksler det med affald.

4. Udvælg ansvarlige for genbrugsordningen

Hav mindst én eller flere ansvarlige, der løbende sørger for at holde orden og fjerne ting, der ikke er afsætning på.

Lav et system, som kategoriserer tingene og viser, hvor de skal stå.

5. Husk at informere beboerne

Informér beboerne om den nye genbrugsordning og om eventuelle ordensregler (fx at beboere selv skal fjerne deres uafhentede ting efter 2 uger)

6. Få materialer af kommunen

Vi leverer gerne materiale, som I kan hænge op eller dele rundt til beboerne.

  • Informationsplakat (A3 eller A4) til ophængning i fx opgange
  • Klistermærke (16 x 51 cm) med teksten 'Skal vi bytte?'
  • Klistermærke (A4) med billede og eksempler på ting, der kan byttes
  • Affaldsguide (A5) til sortering og aflevering af alle typer affald

Skriv en mail for materialer eller vejledning til genbrugsordning