Du skal starte med at henvende dig i en af de fire modtageenheder i Borgercenter København. Din adresse afgør, hvor du skal henvende dig. Du kan henvende dig telefonisk eller du kan møde op i den modtageenhed, som ligger i det distrikt, hvor du har adresse.
Når du henvender dig i den modtageenhed, du tilhører, vil du indenfor 14 dage blive indkaldt til en samtale hos en kontaktperson. Her vil medarbejderen spørge ind til, hvorfor du ønsker at komme i behandling. Samtalen er vigtig, da den er med til at sikre, at du kommer i den bedste behandling for dig.
Efter samtalen vurderer medarbejderen på et visitationsmøde, hvilken behandling du kan tilbydes. Du kan vælge selv at deltage i visitationsmødet, når vi behandler din sag.
Når du starter i behandling laver din kontaktperson i samarbejde med dig en social handleplan, der skal være med til at skabe sammenhæng og helhed i din behandling i forhold til eventuelle økonomiske, sociale problemstillinger og din arbejdssituation.Du har krav på at få udarbejdet den sociale handleplan indenfor de første 2 måneder af din behandling.
Den sociale handleplan giver dig mulighed for at formulere, hvordan din sociale situation er, hvad du måske ønsker at ændre på eller opnå, og hvilken hjælp og støtte du har brug for lige nu og fremover.
Den sociale handleplan kan f.eks. handle om:
- hvordan din boligsituation kan forbedres
- hvordan din jobsituation kan forbedres
- hvordan du får et bedre helbred og får kontakt til relevant behandling
- hvordan du får genoprettet kontakt til familie og venner
- hvordan du får orden på din økonomi
Din kontaktperson sørger for, at din sociale handleplan bliver lavet sådan, at der er en sammenhæng mellem behandlingsplanen og den sociale handleplan.
Du kan altid bede om at få ændret din sociale handleplan. Hvis handleplanen er mere end 6 måneder gammel, bliver du tilbudt en samtale med din kontaktperson, hvor I sammen kan gennemgå handleplanen og ændre den efter dine ønsker.