Oplev Vestre Kirkegård på egen hånd

Hent inspiration til din næste tur på kirkegården. Gå QR-koderuten, hent den digitale guide eller download en litterær lydvandring. Her er også info om kunst, bygninger og videre læsning.

Viden og inspiration til din næste tur på Vestre Kirkegård

Vis alle

Hent brochure med kort

I Brochuren om Vestre Kirkegård finder du bl.a. et kort over 125 udvalgte gravsteder med fremtrædende personer eller særligt fine gravsten. Vi har også markeret 50 sjældne eller bare flotte træer .

Gå QR-kode-ruten - med film

Vi har sat QR-kode på 12 spændende gravsteder på Vestre Kirkegård.

Gå ruten, scan koden og få historien. Du kan også se de tolv film her.

Brug vores digitale guide

Hent app'en ARtour og søg på Vestre Kirkegård - så finder du let vej til nogle af kirkegårdens mest spændende gravsteder og historier.

Du kan også finde guiden online, men det fungerer bedst i app'en.

Hør en litterær lydvandring

Sydhavnens Bibliotek har skabt lydvandringen Gravminder, der med oplæsning og interviews sætter fokus på kirkegården og døden, ikke mindst gennem værker af nogle af de gode forfattere, der er begravet her.

Hent lydvandringen her.

Lydvandringen rummer tekster af bl.a. Tove Ditlevsen, Herman Bang, Emil Bønnelycke, Janina Katz og Victoria Benedictsson/Ernst Ahlgren. Medvirkende: Seniorredaktør Gert Posselt, lektor Sune Auken, cand. mag. og formidler Lise Lotte Frederiksen, mag. art. og forfatter Sara Alfort, kirkegårdsvejleder Stine Helweg og bibliotekar Jakob Andersen.

Besøg terapihaven

Vestre Kirkegård har i 2021 fået en terapihave, hvor blandt andre borgere med stress kan gennemgå restituerende forløb. 

Når der ikke er forløb i haven, er den åben for alle

Terapihaven ligger tæt på Østre Kapel og indgangen fra Sydhavn Station.

Læs mere om terapihaven

Læs mere om Vestre Kirkegård

Bogen Skriften på stenen er en registrant (anno 2001) over de bevaringsværdige gravsten på Vestre Kirkegård. 

Lån Skriften på stenen på bibliotek.dk.

Der findes også en liste over fortjenstfulde personers gravsteder på bl.a. Vestre Kirkegård udgivet af Københavns Kirkegårde i 1990'erne. 

Lån Fortjente personers gravsteder.

Hvis du er interesseret i ældre tiders begravelsesskikke og kirkegårdsforhold, kan du have god nytte af det historiske afsnit i kirkegårdens første festskrift: 

Festskrift i anledning af Vestre Kirkegaards 50 - aars Bestaaen

Kunstværker

Billedhugger Svend Rathsack (1885-1941) har lavet skulpturen 'Moder Jord' til gavlen ved hovedindgangen. 'Moder Jord' er skænket af Københavns Kommunes Kunstfond og opsat i 1929.

Lige inden for hovedindgangen står skulpturen 'En falden' af billedhugger og keramiker Arne Bang (1901-83). Den er skabt til minde om de danske soldater, der faldt 9. april 1940. Skulpturen er skænket af Justitsråd Eibeschütz og Hustrus legat og opstillet i 1942.

Skulpturen i runddelen på afdeling 15 er skabt af billedhugger Georg Ulmer (1886-1920) som gravmæle til en nu sløjfet grav.

Fællesmonumentet på færøsk afdeling 15 er skabt af maler Elof Risebye (1892-1961) i 1940-41. Elof Risebye er selv begravet på Vestre Kirkegård.

Fællesmonumentet på grønlandsk afdeling 19 er skabt af billedhugger Jan Buhl (1919-2015) og opstillet 1953. I 2018 blev også billedkunstner Bolatta Silis-Høeghs skulptur 'Qanilaarneq' opstillet her.

I 1947 blev 'Kvindefigur med urne' opstillet på askefællesgraven. Den er skabt af billedhugger og maler Bjarne Wilhjelm Nielsen (1917-87) og var en gave fra Dansk Ligbrændingsforening.

I Nordre Kapels gårdhave (der ikke er åben for offentligheden) opsattes 1949 Henrik Starckes (1899-1973) relieffer 'Døden' og 'Opstandelsen' som en gave fra Legatet Albertina.

Bygninger

Arkitekterne Hans Jørgen Holm (1835-1916) og Holger Jacobsen (1876-1960) står bag de fleste bygninger på Vestre Kirkegård. De var begge faste arkitekter for Københavns Begravelsesvæsen i årtier og er i øvrigt begge begravet på Vestre Kirkegård.

Både Nordre Kapel (fra 1892) og Søndre Kapel (fra 1906) samt kontorbygningen og i øvrigt indgangsparti ved hovedindgangen (fra 1908) er tegnet af Hans Jørgen Holm. Hans Jørgen Holm stod også for den overordnede planlægning af Vestre Kirkegård i samarbejde med landskabsarkitekten Edvard Glæsel (1858-1915) og stadsingeniør Charles Ambt (1847-1919).

Søndre Kapel er i dag omdannet til åben pavillon midt i havekunstværket 'Stjernevejen' fra 2001. Landskabsarkitekt Torben Schønherrs tegnestue står bag anlægget, hvor lange stålbånd, omgivet af kirsebærtræer og takshæk og afsluttet i 9 meter høje cortenstålportaler, strækker sig mod fire verdenshjørner.

Holger Jacobsen har tegnet Østre Kapel, der er fra 1913 og kun blev brugt som kapel indtil 1926. Han moderniserede desuden Nordre Kapel i 1920. I 1915 udvidede han den i 1908 anlagte materialegård på afdeling 11.

Kontakt

Vestre Kirkegård

Vestre Kirkegårds Allé 15

2450 København SV