Du er her

Konstabelskolen

Forsvarets tidligere Konstabelskole er omdannet til en moderne bygning med attraktive ungdomsboliger.

Forsvarets tidligere Konstabelskole på Margretheholm er opført i 1939 og er en af Danmarks tidlige funkisbygninger med søjler og bjælker af jernbeton. Bygningen er bevaringsværdig, men stod i årevis forladt og i teknisk dårlig stand.

Konstabelskolen er nyindrettet indvendigt og rummer nu 84 billige ungdomsboliger med et, to eller tre rum. I underetagen er der etableret fællesrum, som bl.a. rummer køkken og vaskeri.

Da ombygningen gik i gang, stod kun konstruktionen tilbage, og derfor valgte arkitekterne at udnytte den nuværende bygnings tilstand og originale materialer.

Bygningen har fået et helt nyt og nutidigt udtryk. Samtidig kan man fornemme, hvordan bygningens oprindelige facade med røde mursten så ud.

Udvendigt dækker den nye, hvide pudsede facade over den nødvendige efterisolering af den oprindelige uisolerede facade. Omkring vinduer og ved indgangspartier er der efterladt partier med det oprindelige murværk.

I den udvendige hvidpudsede facade er der placeret vinduer i overstørrelse, som giver en unik mulighed for at få mere lys ind i de små boliger.

Indvendigt er bygningens oprindelige tilstand også bevaret så meget som muligt. De oprindelige betonsøjler og pudsede overflader står frit og er flere steder ubearbejdede.

Bygningens militære historie afspejler sig indvendigt i valget af farverne blå, gul og grå, som repræsenterer henholdsvis Søværnet, Hæren og Flyvevåbnet.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.