Hvis du ikke har været skrevet op i et boligselskab eller ikke har økonomisk råderum til at investere i en bolig, er fremleje en mulig start på det københavnske boligmarked. Fremleje betyder, at du lejer en andens bolig i en bestemt periode. Boligen er ikke din, men tilhører stadig den eller de personer, du har lejet den af.
Alle slags boliger kan fremlejes for kortere eller længere perioder. I lejeloven er det fastlagt, at lejere af privat udlejningsbyggeri og af alment byggeri under visse betingelser kan og må fremleje i op til to år.
Andelsboligforeninger har ofte lavet specielle regler om fremleje. Men for alle typer af udlejningsbyggeri gælder det, at fremleje ikke må finde sted uden foreningens, ejerens eller selskabets godkendelse. Det gælder selvfølgelig også for private værelser. For kollegieværelser gælder som oftest regler, som det enkelte kollegium har bestemt. Hvis du er i gang med at fremleje en bolig, kan du - for at sikre dig - bede om at få fremlejegodkendelsen at se.
Du kan finde tilbud om fremleje i avisernes boligannoncer, på nettet og i opslag i supermarkeder osv.