Når der i forbindelse med byfornyelse i Københavns Kommune er behov for genhusning af beboere, er det nødvendigt med ejendomme, der stiller boliger til rådighed. Dette sker primært gennem anvisningsordningen.
Anvisningsordningen omfatter alle private udlejningsejendomme og størstedelen af de almene boliger med mindst seks beboelseslejligheder, og gælder i de fleste områder af kommunen. I private udlejningsejendomme skal hver tredje ledige bolig anvises til genhusning.
Den praktiske administration af ordningen foregår i samarbejde med kommunens genhusningsrådgiver, således at de boliger, der stilles til rådighed for kommunen, øremærkes til genhusning i forbindelse med byfornyelsen samt i de situationer, hvor beboere skal genhuses som følge af en beslutning om kondemnering af deres bolig.
Det er ikke alle lejligheder, der stilles til rådighed for anvisningsordningen, der vil blive brugt til genhusning. Hvis der ikke er behov for den anviste bolig, kan den udlejes af ejer. Begrundelsen herfor er, at det ved genhusning tilstræbes, at beboere genhuses i nærheden af deres hidtidige bolig, med mindre det af praktiske årsager ikke er muligt, eller beboere efter eget ønske gerne vil flytte et andet sted hen. Beboerne har desuden selv mulighed for at finde en passende bolig i eller uden for København.
For de ejendomme, der modtager byfornyelsesstøtte, kan kommunen bestemme, at indtil hver 4. ledige lejlighed kan anvendes til påtrængende boligsociale problemer. Denne anvisningsret gælder i indtil 5 år efter modtagelsen af støtte.
Hvis du har spørgsmål til anvisningsordningen, skal du skrive til Område- og Bygningsfornyelse, bygningsfornyelse@tmf.kk.dk/ tlf. 33 66 33 66.