Altaner og tagterrasser skal registreres i BBR

Ejere/administratorer af ejendomme med ejerlejligheder skal give Københavns Kommune besked om arealer på altaner og tagterrasser.

Hvis du er ejer eller administrator af en ejendom med ejerlejligheder i København, vil du modtage et brev fra os om, at ejendommens altaner og tagterrasser skal registreres i Bygnings- og Boligregistret (BBR). Det er Udviklings- og Forenklingsstyrelsen under Skatteministeriet, der har besluttet, at denne registrering skal ske.

Oplysningerne om arealer/tagterrasser skal indberettes samtidigt for hver ejendom, uanset om ejendommen har altaner og/eller tagterrasser. Såfremt ejendommen eller enkelte ejerlejligheder ikke har altaner/tagterrasser, indberettes ”0” kvm. for de pågældende enheder.

Sådan måler du arealet af din altan eller tagterrasse (pdf)

Sådan indberettes oplysningerne

Ejerforening/administrator skal indberette oplysningerne via Ret BBR ved at følge de fem trin nedenfor.

Hvis du ser en advarselstrekant, når du logger ind på Ret BBR, så er der oplysninger, der mangler at blive registret i BBR. Foretag denne registrering før du begynder at indberette oplysninger om altaner/tagterrasser. 

  1. Vælg ”Ret dine BBR-oplysninger”
  2. Log på med NemID
  3. Der fremgår her en oversigt over de ejendomme du ejer/administrerer
  4. Vælg ejendom og derefter bygning 
  5. Gå ind på hver bolig i bygningen og registrer ”Samlet areal af altan/tagterrasser” for hver bolig

Hvis du har brug for hjælp til Ret BBR, så kan du kontakte Ret BBR Support på 72 22 28 55. Telefonerne er åbne mandag til torsdag kl. 9.30 - 15.00 og fredag kl. 9.30 - 12.00.

Kontakt