Udsatterådet

 
 

Udsatterådet i Københavns Kommune


I Udsatterådet mødes fagpersoner og repræsentanter fra kommunens udsatte grupper og drøfter initiativer og problemstillinger, der vedrører socialt udsatte i København. Rådet skal sikre, at udsatte borgere og fagpersoner bliver inddraget og hørt, når kommunale indsatser på udsatteområdet bliver til. 

Københavns Kommune fik sit første Udsatteråd i 2010. Formålet med Udsatterådet er at give medindflydelse til Københavns udsatte borgere og de organisationer, der forsøger at skabe bedre vilkår for byens udsatte grupper. Rådet skal fungere som en erfarings- og vidensressource for både politikere og embedsmænd i Københavns Kommune og i sidste ende være med til at sikre en effektiv og kvalificeret indsats på udsatteområdet.


Udsatterådets arbejde
Udsatterådet kan diskutere alle kommunale indsatser, som har indflydelse på hverdagen for Københavns udsatte borgere inden for områderne alkoholmisbrug, stofmisbrug, prostitution, hjemløshed og vold i nære relationer.


Rådet kan af egen drift eller efter anmodning tage spørgsmål, der vedrører målgrupperne, op til diskussion og overvejelse og komme med forslag til politiske og administrative initiativer. Udsatterådet kan ikke behandle enkeltsager, selvom enkeltsager kan danne grundlag for rådets behandling af mere overordnede spørgsmål. Derudover kan de politiske udvalg i Københavns Kommune høre Udsatterådet omkring initiativer, der er direkte rettet mod byens udsatte grupper, eller hvor Udsatterådets vurdering i øvrigt anses for at være relevant.

Udsatterådet mødes cirka fire gange årligt.

Du kan læse mere om Udsatterådets arbejde i Rådets årsberetning for 2010/2011.

Sidst redigeret 26/04 - 2012

 
 

Kontaktoplysninger

Nina Byrnak-Storm
Rådssekretær

Mål- og rammekontoret for Voksne
Bernstorffsgade 17, 4. sal
1592 København V

Tlf: 3317 3679
Mail: VX63@sof.kk.dk

Rådet for Socialt Udsatte
Rådet for Socialt Udsatte er talerør for samfundets socialt udsatte og sætter fokus på den samfundsmæssige forståelse af social udsathed.

Læs mere om Rådet for Socialt Udsatte.