Sygefraværet falder for femte år i træk

Sidste år faldt sygefraværet i Københavns Kommune med 1,3 dag i gennemsnit pr. medarbejder. Det betyder, at medarbejderne i alt var 45.000 dage mere på arbejde i 2011 end i 2010. Det giver bedre service til københavnerne og bedre trivsel på arbejdspladserne.
Flot resultat i 2011
Sygefraværet i Københavns Kommune ligger nu på 16,4 kalenderfraværsdag. Det er et fald på 4,5 dage i gennemsnit, siden kommunen i 2007 knækkede kurven og fik sygefraværet til at falde. Den positive udvikling fremgår af årsrapporten for sygefravær i 2011, der netop er blevet offentliggjort.

Rapporten dokumenterer, at kommunen samlet set nåede målet for 2011 om at reducere det gennemsnitlige sygefravær med mindst én dag per medarbejder. Med et gennemsnitligt fald på 1,3 dag per medarbejder i 2011 er sygefraværet nu 0,2 dag bedre end det overordnede måltal for kommunen. Faldet i sygefravær ses i alle forvaltninger og gælder for første gang både det korte og det lange sygefravær.

Socialforvaltningen fører an
Socialforvaltningen er den forvaltning, der har nedbragt sygefraværet mest i 2011, nemlig med 2,8 dage pr. medarbejder. Dermed er Socialforvaltningen gået fra at have det højeste gennemsnitlige sygefravær blandt kommunens syv forvaltninger til nu at nærme sig det samlede gennemsnit for kommunen.

Lige i hælene på Socialforvaltningen ligger Teknik- og Miljøforvaltningen, der har nedbragt fraværet med 2,6 dage pr. medarbejder. I Økonomiforvaltningen faldt fraværet med 1,9 dag til 11,2 dage, og dermed har forvaltningen det klart laveste sygefravær i kommunen. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen har med hhv. 18,0 og 17,4 dage det højeste fravær i KK. 

Der er mange årsager til det faldende sygefravær. En af de væsentligste er, at kommunen de seneste år har haft stort ledelsesmæssigt fokus på fraværet og lanceret interne kampagner og pionerprojektet som fx Tidlig Indsats, der giver medarbejdere og ledere én indgang til hurtig, skræddersyet hjælp.

Stort fald blandt flere faggrupper
12 af kommunens 13 største faggrupper har haft et faldende sygefravær i 2011. Teknisk service har oplevet det største fald med 5,3 dage. Herudover har fire faggrupper haft et fald på to dage eller mere fra 2010 til 2011. Det drejer sig om socialrådgivere (2,9 dage), køkken-/rengøringspersonale (2,5 dage), kontor- og it-personale (2,2, dage) og sosu-personale (2 dage). Vejledere/undervisere på beskæftigelsesområdet er den eneste af de store faggrupper, der har haft et stigende sygefravær i 2011.

Næste skridt
Økonomiudvalget behandler sygefraværsrapporten på deres møde den 27. marts. Derefter vil rapporten blive drøftet i det fælles hovedsamarbejdsudvalg, CSO. Læs mere om arbejdet med sygefravær i Københavns Kommune i menuen til venstre.
 
Sidst redigeret 23/04 - 2012
 
Mål om sygefravær

Målet er, at sygefraværet i Københavns Kommune skal fortsætte med at falde mindst én dag i gennemsnit per medarbejder i 2012. I menuen til venstre kan du læse mere om, hvordan vi arbejder med at reducere sygefraværet.
 
I 2010 lancerede Københavns Kommune en kampagne, der skulle hjælpe os med at blive endnu bedre til at tale åbent om sygdom og fravær. For en åben dialog er ofte det første skridt til en kortere sygdomsperiode. Se kampagnefilmene her – eller læs mere under menupunkterne til venstre.
De gode historier
- Artikler
Hotline - rådgivning  Telefon 
Arbejdsmiljø København
Tlf: 26 30 04 44
 
Personaleafdelingerne
Kontakt forvaltningernes personaleafdelinger