Om Den Koordinerende Kontaktperson


En koordineret indsats overfor borgere med sindslidelser 


Hvad har jeg ret til? Hvem skal jeg tale med? Hvad skal der ske nu, og husker de at spørge mig?


Spørgsmål kan der være nok af, men nu skal den samlede indsats overfor borgere med sindslidelse koordineres bedre på tværs af region og kommune. Den sindslidende skal føle sig tryg i overgangen mellem behandlingspsykiatrien og den kommunale socialpsykiatri.


Den Koordinerende Kontaktpersoner vil hjælpe sindslidende, som


· udskrives fra psykiatrisk behandling


· afslutter en længere behandling

· udskrives efter at have afsonet en dom



I projektet deltager en række udvalgte sagsbehandlere fra Socialcentrene i Københavns Kommune, borgere med sindslidelse, pårørende til borgere med sindslidelse, samt relevante eksterne aktører, her i blandt repræsentanter fra OP-teams, distriktpsykiatrien, psykiatrien, retspsykiatrien og kriminalforsogen.

Ved at koordinere den støtte og hjælp, som kommunen, psykiatrien og andre myndigheder giver den sindslidende, skal Den Koordinerende Kontaktperson lette borgerens overgang fra region til kommune. Målet er, at alle – både den sindslidende selv, pårørende og fagpersoner - får et bedre overblik over den samlede indsats.

Målet med projektet er at udvikle og afprøve en række konkrete modeller og redskaber, som sikrer, at hjælp og støtte til borgere med sindslidelse koordineres bedre.


Et treårigt udviklingsprojekt

Den Koordinerende Kontaktperson er et treårigt udviklingsprojekt. Bag projektet står Københavns Kommunes
Socialforvaltning og Socialt Udviklingscenter, SUS. Projektet er finansieret gennem midler fra satspuljen.


Projektets officielle navn er ”Den Koordinerende Kontaktperson – et treårigt udviklingsprojekt om koordinering af indsatsen for borgere med sindslidelse i Københavns Kommune”.


 

 




 
Sidst redigeret 07/05 - 2012