Inden for de næste 10 år bliver Nordhavn udvidet med ca. 100 ha. Det svarer til ca. 300 fodboldbaner, og området kan dermed blive op til 50 % større, end det er i dag. Det betyder, at der i fremtiden kan blive plads til endnu mere byliv og flere rekreative områder i Nordhavn. Derudover skal området snart huse Københavns nye krydstogtterminal.
HVAD SKAL OMRÅDET BRUGES TIL?Lige nu og her er planen primært at anlægge en ny krydstogtkaj til gavn for turismen og dermed for hele Hovedstadsregionen. Resten skal foreløbigt ligge uberørt hen. Men på sigt giver udvidelsen mulighed for at skabe flere grønne områder og byområder i Nordhavn.Området omkring den nye krydstogtterminal bliver et nyt udflugtsmål for københavnere og turister med udkigstårn, mulighed for spadsereture, løb, skating og meget mere. BEDST FOR MILJØETUdvidelsen skal ske med jord fra bl.a. Cityringen, Nordhavnsvej og andre anlægsprojekter i København. Københavns Kommune har vurderet, at det er miljømæssigt mest ansvarligt at bruge jorden her i København, nærmere bestemt i Nordhavn, frem for at køre jorden ud af byen.Hvis man i stedet valgte at transportere jorden langt væk fra byen, ville det medføre en betydelig belastning af miljøet i form af bl.a. forbrug af diesel, udsendelse af partikler og produktion af CO2. I Nordhavn kan jorden gøre gavn og på sigt skabe mere plads til både byliv og grønne områder.HVORNÅR BLEV DET VEDTAGET?Beslutningen om at udvide Nordhavn blev endeligt truffet af Borgerrepræsentationen den 11. februar 2010. Forinden havde Kystdirektoratet og Københavns Kommune foretaget en række miljøundersøgelser og udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg og lokalplan for området. Inden undersøgelserne gik i gang, bad vi i august 2008 københavnere og interesseorganisationer om at komme med deres input til, hvad vi særligt skulle undersøge, og deres forslag indgik i de videre undersøgelser.
VVM-redegørelsen (vurdering af virkninger på miljøet) og miljøvurdering, forslag til kommuneplantillæg og lokalplan var derefter i offentlig høring i perioden 20. maj til 20. august 2009, hvor det var muligt for interesserede at komme med kommentarer, ideer og indsigelser. Københavns Kommune inviterede til borgermøde og en række dialogmøder og modtog i alt 35 høringssvar, som blev taget med i de videre undersøgelser. De fleste blev sendt elektronisk, og dem kan du læse på www.blivhoert.kk.dk.Du kan læse alle dokumenterne fra vedtagelsen til højre på denne side.HVAD HANDLEDE MILJØUNDERSØGELSEN OM?Kystdirektoratet og Københavns Kommune har vurderet, hvordan det vil påvirke miljøet at udvide Nordhavn. Samtidig har vi undersøgt, om det er miljømæssigt forsvarligt at anlægge en ny krydstogtterminal i det nye område. Konklusionen var, at hverken miljøet eller omgivelserne bliver nævneværdigt påvirket af de ændringer, som udvidelsen vil medføre. HVAD SKER DER FREMOVER?Udvidelsen forventes at gå i gang i begyndelsen af 2011, så krydstogtkajen kan tages i brug i løbet af 2012. Læs mere om udviklingen af fremtidens bæredygtige bydel.
Referatet fra Borgerrepræsentationens møde den 11. februar er ikke blevet publiceret endnu, men læs venligst om beslutningen her.