Private projekter

Københavns Kommune råder i dag over hele 49% af Metropolzonens arealer, men for at sikre at vi har det helt rigtige grundlag for at skabe mærkbare forandringer, er vi også i tæt dialog med en række centrale private aktører, som gerne vil bygge nyt i Metropolzonen.

DI, Realdania, Nykredit, Freja Ejendomme og Tivoli nærmer sig alle en konkretisering og realisering af hver deres projekt. Københavns Kommune vil fortsat have fokus på sammenhængen mellem projekterne i Metropolzonen, og vi vil arbejde for at sikre den gode dialog om udviklingen af de mange spændende initiativer.


Tivoli Kanten

 
Tivolis bygninger og mur langs havens kant kan åbnes op og i højere grad blive til glæde for livet i de omkringliggende byrum. Tivoli har derfor igangsat projektet Tivoli Kanten, der åbner forlystelsesparken op mod omgivelserne med en blød og buet glasfacade.

Det er tanken, at Tivoli Kanten skal rumme et oplevelses-univers af caféer, restauranter, butikker og serviceydelser, helt i tråd med traditionerne i Tivoli.

Københavns Kommune er i dialog med Tivoli om, hvordan man kan skabe nye oplevelser langs kanten af den gamle have. I første omgang er der særligt fokus på Bernstorffsgade.

Læs mere på www.tivoli.dk/kanten


Bryghusprojektet


Det hollandske arkitektfirma Office for Metropolitan Architecture med stjernearkitekten Rem Koolhaas i front har tegnet et nyt multihus til Bryghusgrunden. Den nye bygning udgør Realdanias nye hovedsæde, Dansk Arkitektur Centers nye udstillings- og konferenceaktiviteter samt boliger, restaurant, café og andre kontorfunktioner.

På grunden opføres også en bylegeplads, der skal udfordre børns og unges motorik, sanser og kreativitet.

Forslag til lokalplan og kommuneplantillæg er i offentlig høring indtil 19. januar 2009.

Læs mere på www.bryghusprojektet.dk


 

Krystallen


Krystallen er navnet på Nykredits nye domicil på Kalvebod Brygge pga. bygningens krystallinske form og dens lette glasfacade, der ændrer karakter med lysets og årstidernes skiften. I forbindelse med Krystallen etableres en ny offentlig plads der endnu ikke er navngivet. Et vandspejl på pladsen gengiver solens og skyernes bevægelser på himlen, så pladsen skifter stemning som skyerne på himlen. Dermed får Kalvebod Brygge en offentlig attraktion til glæde for hele byen.

Krystallen og Skyen står færdig i 2011



Læs mere på Nykredit


Smaragden


Smaragden er en erhvervsbygning tegnet af den berømte hollandske arkitekt Erick Van Egeraat, der, sammen med naboerne Krystallen og Skyen, skal forskønne det udskældte byrum på Kalvebod Brygge. Skrå facader og varierende højder på tagene skaber en organisk, blødt formet karrébygning, der lyser op med dens grønne glas, der vil skabe en helt ny visuel intensitet på Bryggen.

Freja Ejendomme A/S er ejer af den grund, som projektet skal opføres på. Bygningen kommer til at huse kontorer foruden restaurant, café og konferencefaciliteter i stueetagen.

Læs mere på Freja Ejendomme


Industriens Hus

DI er klar med et projekt, der moderniserer og udbygger Industriens Hus på Rådhuspladsen. Bygningen vil få en langt mere aktiv og interessant facade mod Rådhuspladsen og Vesterbrogade, og i det hele taget ændre karakter, så bygningen bliver en mere naturlig del af byens centrale plads.

Et forslag til lokalplan forventes at blive sendt i offentlig høring primo 2009.

Læs mere på DI

 
Sidst redigeret 14/01 - 2011
 

Henvendelse Henvendelse
Projektleder Lotte Schiøttz

Tlf: 33 66 35 67
E-mail:
lotsch@tmf.kk.dk