Annoncer

Et vigtigt formidlingsmedie er annoncer i dag- og lokalblade

Mediet anvendes til at annoncere efter nye medarbejdere, informere om nyheder og servicetilbud fra kommunen og kommunikere om konkrete begivenheder eller aktiviteter. Herunder kan du læse om design af annoncer. Du kan også downloade Designguiden for annoncer.

Grundlæggende design for annoncer

Der er fire typer af annoncer:

- Stillingsannoncer

- Informationsannoncer

- Fællesannoncer

- Kampagneannoncer

Der er faste retningslinjer for, hvordan stillings- informations- og fællesannoncer udformes, mens der er friere rammer for design af kampagneannoncer, som ofte skal kommunikere med meget konkrete målgrupper.




Grundlæggende design for annoncer


I stillingsannoncer anvendes grundmærket, og annoncen er opbygget med en topbjælke, et tekst/billedfelt og en bundbjælke. Topbjælken består af en bred og en smal bjælke. Den brede bjælke er lys blå (15% raster af Pantone 294) eller lys grå (15% raster sort). Her skrives titlen på den ledige stilling i versaler (store bogstaver).

Grundmærket er placeret i højre side af bjælken.Topbjælken afsluttes af en smal blå (Pantone 294) eller sort bjælke, hvor en lille del i højre side, svarende til bredden på grundmærket, er gengivet i en lysere blå (50% raster af Pantone 294) eller grå (50% raster af sort). I den smalle bjælke skrives navnet på arbejdsstedet (eksempelvis Pensions- og Omsorgskontor Bispebjerg eller Børnehaven Nordstjernen) i negativ.

Under topbjælken skrives selve annoncen. Underoverskrifter fremhæves med fed, og som udgangspunkt skal kursiv udelades.

Annoncen afsluttes med en bundbjælke, der består af en smal og en bred bjælke. Den smalle bjælke svarer til topbjælkens smalle bjælke. I den smalle bjælke skrives Københavns Kommunes webadresse www.kk.dk i negativ. Den brede blå bjælke har samme farve som topbjælkens brede bjælke. I den brede bjælke placeres Københavns Kommunes navnetræk sammen med navnet på den pågældende forvaltning og evt. institution.

 


 

Stillingsannoncer

Som udgangspunkt skal formatet på stillingsannoncerne være to spalter. Højden varierer efter, hvor meget tekst der er i den pågældende annonce. Der anvendes Gill Sans som typografi i alle kommunens annoncer. Som udgangspunkt holder teksten fast forkant. Det er muligt at lave annoncerne i sort/hvid, men også med kommunens blå farve (Pantone 294) eller med fire farver. Farverne skal altid defineres i DP-farver eller CMYK. Du kan finde et stort udvalg af billeder i kommunens billedarkiv, som kan anvendes i stillingsannoncerne.


SAMLEANNONCE
Hvis der opslås flere stillinger samme sted eller i samme forvaltning, kan man benytte samleannoncer. Principperne for opbygningen af samleannoncen er stort set de samme som ved enkeltannoncer. Forskellen består i, at stillingsbetegnelserne ikke står som TITEL i topbjælken men i forbindelse med de enkelte stillingsbeskrivelser. Som TITEL i topbjælken skrives i stedet for stillingsbetegnelsen en mere generel tekst, som eksempelvis ‘Plejecentret Sølund søger nye medarbejdere’. Stillingsbeskrivelserne er adskilt af en tynd bjælke, som har samme farve som den brede bjælke i top- og bundbjælken (15% raster af Pantone 294 eller sort).


WEB-HENVISNINGSANNONCE
Dette annonceformat benyttes, når der henvises til en uddybende jobbeskrivelse på Københavns Kommunes webadresse www.kk.dk. Annoncen kan både bruges til at annoncere en enkelt stilling, eller den kan bruges til at samle henvisninger til flere stillinger. Principperne for opbygningen af webhenvisningsannoncen er den samme som for stillingsannoncen, men annonceteksten er markant kortere. I denne type annoncer kan man evt. benytte et billede for at skabe opmærksomhed. Du kan finde et stort udvalg af billeder i kommunens billedarkiv, som kan anvendes i præsentationerne.

 



 

Informationsannoncer

Principperne for opbygningen af informationsannoncer tager udgangspunkt i grund-layoutet. I den brede bjælke i toppen skrives i TITEL enten ‘Nyt fra Københavns Kommune’ eller en tekst der beskriver den konkrete begivenhed eller serviceinformation.

Teksten skrives med versaler (store bogstaver). I den smalle bjælke i toppen skrives evt. en payoff-tekst. Under topbjælken beskrives den konkrete begivenhed eller serviceinformation.

Underoverskrifter fremhæves med fed, og som udgangspunkt skal kursiv udelades. Bundbjælken udformes som i stillingsannoncer. Som udgangspunkt skal formatet på informationsannoncerne være to spalter.

Højden varierer efter, hvor meget tekst der er i den pågældende annonce. Der anvendes Gill Sans som typografi i alle kommunens annoncer. Som udgangspunkt holder teksten fast forkant. Det er muligt at lave annoncerne i sort/hvid, men også med kommunens blå farve (Pantone 294) eller med fire farver. Farverne skal altid defineres i DP-farver eller CMYK. Du kan finde et stort udvalg af billeder i kommunens billedarkiv, som kan anvendes i informationsannoncerne.

 



Fællesannoncer

Københavns Kommune indrykker én gang om måneden en fælles informationsannonce i alle byens lokalaviser. Opbygningen af fællesannoncen tager udgangspunkt i designet for de almindelige informationsannoncer.

Fællesannoncen adskiller sig ved, at der i den brede bjælke i topjælken altid skrives ‘Nyt fra Københavns Kommune’ med versaler. Artikler og annoncer adskilles af smalle blå (50% raster af Pantone 294) bjælker.

Artikel- og annonceoverskrifter skrives med versaler og de enkelte artikler og annoncer afsluttes altid af navnet på den forvaltning der er afsender af den pågældende annonce. Navnet fremhæves med fed. Som udgangspunkt skal kursiv udelades i teksten.

Fællesannoncen afsluttes som alle øvrige annoncer med en bundbjælke, der består af en smal og en bred bjælke. I den smalle bjælke skrives Københavns Kommunes webadresse www.kk.dk i negativ. I den brede blå bjælke skrives en række afsenderinformationer: Københavns Kommunes navnetræk sammen med kommunens hovedadresse, telefonnummer, telefax og e-mailadresse, Københavner Informations navn, adresse, telefonnummer, telefax og e-mailadresse, samt oplysninger om hvor på internettet man kan finde kommunens stillingsannoncer.

Størrelsen af fællesannoncen vil variere afhængigt af, hvor mange annoncer der er den pågældende måned. Det er muligt at lave annoncerne i sort/hvid, men også med kommunens blå farve (Pantone 294) eller med fire farver. Farverne skal altid defineres i DP-farver eller CMYK. Du kan finde et stort udvalg af billeder i kommunens billedarkiv, som kan anvendes i fællesannoncerne.

 

Kampagneannoncer

Kommunen gennemfører løbende kampagner, som ofte indeholder annoncer som kommunikationsmedie. Til disse indsatser er det muligt at anvende et mere frit design, der stemmer overens med de øvrige kampagneaktiviteter.

Grundmærket og ‘Københavns Kommune’ skal anvende i kampagneannoncer. Der anvendes altid Gill Sans som typografi i kommunens kampagneannoncer.

Hvis det passer ind i annoncedesignet kan kampagneannoncen opbygges med en topbjælke, et tekst/billedfelt og en bundbjælke som de øvrige annoncer.

 

 
Sidst redigeret 05/08 - 2011