Københavns Kommune følger op på Stormødet med nye tiltag

På stormødet i Korsgadehallen kom deltagerne med en lang række forslag til, hvad der kan gøres for en genoprette Nørrebro som en sikker, tryg og livlig bydel. Forslagene var især rettet mod enten politiet, regeringen, Københavns Kommune eller borgerne på Nørrebro

Københavns Kommune har i umiddelbar forlængelse af stormødet besluttet at tage en række konkrete skridt, der skal bidrage til at øge livsglæden og trygheden på Nørrebro.


Københavns Kommune vil her og nu: 

 

  • Afsætte en pulje på 500.000 kr. til at støtte lokale sociale og kulturelle aktiviteter, der kan styrke samhørigheden og bidrage til at genskabe Nørrebro som en tryg og livlig bydel. De nærmere vilkår og kriterier for puljen vil blive offentliggjort på: www.kk.dk/bopaanorrebro 

 

  • Etablere en sms-kæde løsning, som kan sprede oplysninger om arrangementer og happenings og bidrage til hurtigt at samle borgerne om manifestationer mod fx vold og kriminalitet,

 

  • Afsende en fælles anmodning til Justitsministeren om at genåbne Nærpolitistationen ved Blågårds Plads. Ønsket om en nærpolitistation var et af de mest fremtrædende blandt deltagerne på stormødet,

 

  • Undersøge mulighederne for at etablere et værested på Ydre Nørrebro for unge over 18 år. Den aktuelle konflikt har vist, at det især er de lidt ældre unge, der er i farezonen for at blive tiltrukket af banderne, og som derfor i særlig grad har behov for alternativer til gaden. Kommunen har for nylig etableret et tilsvarende værested på Indre Nørrebro.



En række af de øvrige ideer fra stormødet vil fremadrettet blive inddraget i kommunens Sikker By-indsats. Læse mere om denne indsats på: www.kk.dk/sikkerby

I regi af Sikker By er der allerede igangsat en række initiativer og tiltag for at øge trygheden i byen og forebygge, at børn og unge kommer ind på en kriminel løbebane. Flere af disse initiativer imødekommer nogle af de forslag, som blev rejst på stormødet. De fleste er allerede igangsat og resten vil blive det i løbet af de kommende måneder.


Københavns Kommune har allerede igangsat:

 

  • Udvidelse af åbningstiderne i haller og klubber. Eksempelvis vil seks udvalgte idrætshaller i særligt udsatte områder af byen fremover holde længere åbent især i weekender og skoleferier. Indsatsen omfatter Korsgadehallen og Nørrebrohallen på Nørrebro. Hallerne er i gang med at indfase de nye åbningstider, så der fremover kan holdes åbent for bydelens børn og unge helt frem til kl. 01 i weekenden. Hallerne vil også holde åbent i alle hverdage i juli, hvor skolerne holder lukket.

 

  • Oprettelse af et nyt værested på Kapelvej (Indre Nørrebro) for unge mellem 18 og 24 år, som tidligere har skabt uro og haft konfrontationer med politiet - og som mangler alternativer til gaden. Værestedet åbnede i februar 2009.

 

  • Oprettelse af et nyt klubtilbud på Lundtoftegade (Ydre Nørrebro) for unge under 18 år. Klubben hjælper bl.a. de unge i gang med fritidsjob, praktik mv. og arrangerer selvfølgelig også en række sjove fritidsaktiviteter. Klubben åbnede i september 2008.

 

  • Udvidelse af projekt "Den Korte Snor", så der nu kan sættes ind med mandsopdækning af i alt 50 særligt uroskabende og kriminelle unge i udsatte bydele, herunder Nørrebro.

 

  • Ansættelse af flere socialrådgivere på folkeskolerne i de udsatte områder, herunder flere skoler på Nørrebro og i Nordvest, så der fremover er flere veluddannede folk til at tage hånd om de unge - inden de kommer ud i kriminalitet.

 

  • SSP+: En udvidelse af SSP-samarbejdet - mellem politiet, skolerne og socialarbejderne - så indsatsen fremover også omfatter de lidt ældre unge i aldersgruppen 18-23 år

 

  • Mere og bedre gadebelysning i udsatte områder af byen for at øge trygheden og forebygge kriminalitet. Indsatsen omfatter bl.a. en række af byens tunneler samt flere kvarterer på bl.a. Vesterbro og Nørrebro. Indsatsen fortsættes i den kommende tid, bl.a. med ny belysning i udsatte områder i Valby og Sjælør.

 

  • En styrkelse af den opsøgende indsats på gadeplan, så der fremover kommer endnu flere gadeplansarbejdere ud for at opsøge og hjælpe børn og unge i de udsatte bydele.



Som konsekvens af bandekonflikten har SSP-København netop vedtaget en ny handleplan for forebyggelse af unges deltagelse i konflikter mellem voksengrupperinger og rockermiljøet – med særlig vægt på Nørrebro. Handleplanen omfatter en række nye tiltag målrettet både de unge, forældrene, politiet og kommunens personale, som skal bidrage til at forhindre, at de unge bliver aktivt involveret i konflikten mellem de voksne bander. Tiltagene er sat i gang eller vil blive det i løbet af den kommende tid.


 

 
Sidst redigeret 24/11 - 2009
 
Henvendelse Henvendelse

Presseansvarlig

Mette Margrethe Elf

Tlf: 28 80 01 19
E-mail: mme@okf.kk.dk
 
Hent materiale fra stormødet PDF
Download idékatalog
STYRK FÆLLESSKABET & LIVSGLÆDEN PÅ NØRREBRO

Bo på Nørrebro