Arkivnyhed - kan være forældet

Wallpaper: København er verdens bedste by

26.01.2016
København er netop kåret som verdens bedste by 2016 foran byer som Miami, Beirut og Los Angeles.

Det er det anerkendte internationale designmagasin Wallpaper, som står bag kåringen. 

København har tidligere vundet internationale priser, men det er første gang, København vinder Wallpapers pris som Best City. I begrundelsen peger Wallpaper blandt andet på Nørrebros gourmet-scene, Kødbyens kunst, Papirøen og ny arkitektur som Den Blå Planet og Bryghusprojektet BLOX.

”Vi synes jo selv, at København er verdens bedste by, men derfor er det selvfølgelig glædeligt, at andre deler vores holdning. Det gælder ikke mindst, når projekter hvor vi selv er med til at præge udviklingen, som Kødbyen og BLOX, er nævnt som begrundelse for kåringen”, siger overborgmester Frank Jensen.

I konkurrencen om at blive verdens bedste by 2016 har København slået Beirut, Taipei, Miami og Los Angeles. Tidligere har byer som Paris, London og San Francisco modtaget den flotte pris.