Arkivnyhed - kan være forældet

Victor skal lære Københavns børn om lettere forurenet jord

12.06.2015
I København er jorden ikke så ren, som man kunne ønske. Derfor udsender vi en minibog målrettet børnefamilier med gode råd i børnehøjde

København har på lige fod med andre storbyer udfordringer med lettere forurenet jord som følge af mange års udledning af røg og støv fra biler og industri. Sundhedsrisikoen ved lettere forurenet jord er lav, så børn kan trygt lege på jorden, hvis man tager nogle enkle forholdsregler.

Derfor har Københavns Kommunes netop sendt minibogen ”Viktor vil ikke vaske hænder” ud til alle dagsinstitutioner og dagplejere, så alle Københavns børn kan få en bog med hjem.

Bogen indeholder en lille historie om Victor, der ikke er meget for at vaske hænder, før han får en god snak med vaskebjørnen Boble. Sidste side i bogen indeholder fem enkle forholdsregler, der skal sikre, at forældrene ved, hvilke råd de skal følge, når deres børn leger udenfor.

Det er fjerde gang, at Københavns Kommune udgiver Victor-bogen, der i år udkommer i et oplag på 38.000 eksemplarer.

”Victor-bogen blev udgivet første gang for 16 år siden, og vi oplever stadig en efterspørgsel fra daginstitutionerne, fordi det er en god måde at få talt med børnene om, at det f.eks. er vigtigt at vaske hænder, inden man spiser. Og så kommer der jo hele tiden nye børn og forældre til, som vi ønsker skal vide, hvordan de skal forholde sig til den lettere forurening i jorden,” siger Birgit Konring, miljøinspektør i Teknik- og Miljøforvaltningen.