Arkivnyhed - kan være forældet

Verdenspremiere på Frederiksberg og Københavns nye, intelligente bycykler

19.08.2013
I fredags blev København og Frederiksbergs nye bycykel præsenteret på Flintholm Station. Til oktober kommer de første cykler ud på gaderne. Samlet set bliver der sat 1.260 cykler op i foråret 2014, der alle er udstyret med elmotor og en interaktiv skærm til betaling og information.

Frederiksberg og Københavns kommuner og DSB står sammen bag det nye bycykelsystem, der gør det nemt for borgere, turister og pendlere at komme rundt i hovedstaden på to hjul. Den nye bycykel indgår i kommunernes netværk af offentlig transport som bus, tog og metro.

- Vi skal have flere til at vælge alternativer til bilen, når de skal pendle til og fra København. Med den nye bycykel får pendlerne bedre muligheder for at vælge kollektiv transport ind til København og cykle videre rundt i byen, siger Københavns teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal.

I 1995 var København den første by i verden, der stillede bycykler til rådighed. Nu 17 år efter har adskillige byer verden over fået bycykelsystemer. Mens den første bycykel primært var målrettet turister, er den nye generation af bycykler også målrettet pendlere.

 

1.260 cykler klar til foråret

I alt bliver der sat 1.260 cykler op fordelt på 65 cykelstationer i Frederiksberg og Københavns kommuner. De første 200-250 cykler bliver sat op i oktober, mens samtlige cykler står klar i foråret 2014. Cykelstationerne bliver placeret ved trafikknudepunkter og S-togstationer, så pendlere, der skal på arbejde, hurtigt kan få en cykel og komme det sidste stykke vej fra stationen til mål.

Alle cyklerne har fået en elmotor, så brugerne selv kan vælge, om de vil aktivere og betale for. Skærmen på cyklen kan bl.a. vise vej, tage mod betaling og oplyse, hvor man afleverer cyklen igen.

Det er målet, at bycykelsystemet skal udbredes til andre byer og at arbejdspladser investerer i bycykler og cykelstationer, så ansatte og gæster kan klare hele eller dele af strækningen fra hjem til job eller møder med pedalkraft. Driften af bycyklen varetages af Cykel.DK.

 

Læs mere om de nye bycykler

Foto: Ursula Bach