Arkivnyhed - kan være forældet

Velkommen til åbning af Sharing Copenhagen 2014

17.01.2014
30.000 levende lys skal onsdag eftermiddag og aften sætte spot på bæredygtighed og klimaudfordringer.

Kom og vær med, når København officielt bliver Europas Grønne Hovedstad og tager hul på et år, hvor byen byder på et væld af oplevelser, som alle har miljø, bæredygtighed og livskvalitet som omdrejningspunkt.

Åbningsevent onsdag

Vær med og skriv selv et grønt citat i levende lys på en af pladserne i Indre By. Citatskrivningen bliver akkompagneret af 15 mini-koncerter med musikere udvalgt specielt til at skabe stemninger til de enkelte citater og steder. På Rådhuspladsen er der verdensmusik med fem orkestre, bl.a. Pierre Dørges New Jungle Orchestra og klezmer-ensemblet Mames Babegenush.

Mange af lysene er produceret specielt af Bybi, hvor hjemløse og andre på kanten af arbejdsmarkedet udvinder bivoks fra københavnske bybier. De øvrige lys er støbt af certificeret bæredygtig palmeolie.

Starten går kl. 16.30 på Kongens Nytorv

Derfra forsættes til Nikolaj Plads kl. 17.00, Højbro Plads kl. 17.30, Vor Frue Plads kl. 18.00, Gammel Torv kl. 18.30, Nytorv kl. 19.00, Rådhuspladsen 19.30 og Vester Voldgade kl. 20.00.

Der bliver serveret varm suppe på Rådhuspladsen fra kl. 19.30.

Kom indenfor på Rådhuset

Mens lysene bliver tændt ude på Rådhuspladsen, er dørene også åbne ind til Rådhushallen. Her kan du se de bedste af de 8.000 billeder af København, som københavnerne har delt i Instagram-kampagnen #delditkbh. Der er præmieoverrækkelse til det bedste billede, tapas, klimavenlig specialbryg og musik kl. 18.30.  ’Instagrammere’ kan også komme med på guidede Instawalks rundt på rådhuset. Tilmelding (først-til-mølle) er nødvendig via facebook.dk/sharingcph.

Tid og sted: Onsdag den 22. januar Kl. 18.30-22.00, Københavns Rådhus

Vinterbadsfest på Islands Brygge

Torsdag eftermiddag holder havnebadet på Islands Brygge åbent for friske vinterbadere. Med fakler, lys og korsang vil HOFOR sammen med københavnerne fejre, at vandet i havnen er så rent, at man kan bade i det – både sommer og vinter. Der vil være håndklæder, sauna og varm kakao til de friske, der hopper i havnen. Byens populære havnebade er netop gode eksempler på, at København har vundet prisen som European Green Capital for at være god til at kombinere bæredygtige løsninger med vækst og livskvalitet

Tid og sted: Torsdag den 23. januar 2014 kl. 17-18, Havnebadet på Islands Brygge

Events hele 2014

København er Europas Grønne Hovedstad i 2014. Europa-Kommissionen har givet København prisen, fordi vi i København er gode til at kombinere bæredygtige løsninger med vækst og livskvalitet.

Københavns Kommune inviterer verdens byer, internationale og lokale erhvervsvirksomheder, vidensinstitutioner og borgere til at dele. Gennem hele 2014 skal vi dele viden og løsninger - på tværs af landegrænser, erhverv og nationale såvel som internationale institutioner og organisationer. Det handler om at være sammen om byens grønne løsninger og om at dele ressourcer, kompetencer, idéer, ansvar og initiativ.

Året er inddelt i fem temaer: Fremtidens gode byliv, ressourcer og bæredygtigt forbrug, den blå og grønne by, grøn mobilitet og klima og grøn omstilling.

Københavns ambition er at skabe en grøn og CO2-neutral by, som det er rart at være og bo i. Det forudsætter partnerskaber på tværs af erhverv og offentlige institutioner og samarbejde med verdens grønne byer. Derfor er 'sharing' omdrejningspunktet for København som  European Green Capital i 2014.

www.sharingcopenhagen.dk

Facebook

Twitter