Arkivnyhed - kan være forældet

Unge med handicap går til filmen

29.10.2015
Borgercenter Handicap og Sammenslutningen af Unge med Handicap fortæller i fire korte film, hvordan det er at være ung med handicap.

Hvad er svært, når man er ung med handicap? I de allerfleste tilfælde er det de samme ting som for alle andre unge. Man flytter hjemmefra, man vil måske gerne finde en kæreste, man føler sig nogen gange anderledes, forkert eller udenfor, og man skal til at klare en masse ting selv.

Men måske sætter ens handicap grænser for, hvad man kan, måske oplever man stærkere det med at føle sig anderledes, og måske skal man have en anden støtte til at klare overgangen til voksenlivet? Temaer som disse er omdrejningspunktet for fire korte film, som Borgercenter Handicap netop har lanceret i samarbejde med SUMH – Sammenslutningen af Unge med Handicap. SUMH er en politisk paraplyorganisation for og af unge med handicap, som arbejder for et samfund, hvor funktionsnedsættelser ikke bliver til handicap.

Filmene er produceret af Medieskolen Juno, som er et undervisningstilbud i film og medier for mennesker med handicap i Københavns Kommune. I den ene film deler unge med udviklingshæmning deres tanker om det at være anderledes. Her fortæller Sandra, at hun altid har vidst, hun var anderledes. Det fortalte hendes forældre hende som barn; at hun ikke var ligesom alle andre, ”men at jeg er lige så god som alle andre”.
Se filmen

Temaerne for de tre andre film er at flytte hjemmefra, at finde en kæreste, at finde ud af, hvad man skal lave, og hvordan man som voksen og myndig får et godt samarbejde med kommunen og sin sagsbehandler. 
Se alle filmene

Yderligere oplysninger:
Thomas Godsk Larsen, Borgercenter Handicap, cz3m@sof.kk.dk
Mads Brix Baulund, Sammenslutningen af Unge med Handicap, mads@sumh.dk 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.