Arkivnyhed - kan være forældet

Undersøgelse afviser systematisk ulovligt fravær i de københavnske daginstitutioner

29.11.2013
En uvildig undersøgelse foretaget af revisionsfirmaet Deloitte afviser nu, at medarbejderne i de københavnske daginstitutioner systematisk holder ulovligt fri med deres leders samtykke. De såkaldte øv-dage blev i foråret bragt op af fagforeningen LFS i en artikel i Berlingske, hvorefter det blev politisk besluttet at undersøge sagen.

Resultatet af undersøgelsen foreligger nu, og konklusionen er, at der i Børne- og Ungdomsforvaltningen findes medarbejdere, der har holdt ulovligt fri med deres leders samtykke, men også at der er tale om meget få medarbejdere. Undersøgelsen viser således, at under en procent af medarbejderne selv har haft en ulovlig fraværsdag med lederens samtykke, mens ca. 2 procent har kendskab til, at det har fundet sted i den institution, de arbejder i. 

- Det er altid muligt at snyde, hvis man anstrenger sig for det, og her skal der naturligvis reageres hurtigt og konsekvent. Men det er vigtigt ikke at generalisere og bruge enkeltstående ulovlige handlinger til at kritisere en hel faggruppe, siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen 

De pågældende medarbejdere er spredt ud over hele byen, i forskellige institutioner, og der er ifølge Deloitte ikke belæg for at antage, at der er tale om en gængs eller udbredt praksis i kommunens daginstitutioner, og det glæder børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen. 

- En ulovlig fraværsdag er altid en for meget. Men når det er sagt, er jeg tilfreds med, at der er tale om sporadiske og enkeltstående tilfælde af ulovligt fravær. Vores medarbejdere gør et rigtig godt stykke arbejde, og jeg er glad for at få på plads, at der ikke er tale om udbredt eller systematisk snyd med sygefravær, siger Jesper Christensen. 

Deloitte har sendt spørgeskemaer ud til mere end 11.000 medarbejdere, hvoraf godt 4000 har besvaret den anonyme undersøgelse, hvilket giver en svarprocent på 37.

Det er revisionsfirmaets vurdering, at undersøgelsen har en høj validitet, selvom ikke alle har svaret.