Arkivnyhed - kan være forældet

Topkarakterer til Københavns Kommunes iværksætterhjælp

10.11.2015
Ni ud af ti iværksættere er tilfredse med den rådgivning, de får gennem Københavns Erhvervshus.

Mange københavnere tager springet og bliver selvstændige. Københavns Kommune har det næsthøjeste antal iværksættere pr. indbygger. En opgørelse fra 2014 viser, at København havde omkring 9 nystartede virksomheder pr. 1.000 indbyggere, mens eksempelvis Odense havde lidt over 4 og Århus lige under 6 pr. 1.000 indbyggere. I faktiske tal fik København lidt over 5.000 nye virksomheder i 2014.

For at hjælpe både nystartede og mere etablerede virksomheder på vej tilbyder Københavns Erhvervshus forskellige kurser og en fast kontaktperson. Tilbuddet omfatter også rådgivning fra en eller flere eksterne specialister, fx revisorer, advokater og medarbejdere hos SKAT. Der har været knap 800 deltagere på iværksætterkurserne i første halve år af 2015, og der er ventelister til kurserne.

Det er tilbud, som iværksætterne sætter stor pris på. Ifølge en undersøgelse er 99 % meget tilfredse eller tilfredse med hjælpen fra Københavns Erhvervshus.

Iværksætteres tilfredshed med Københavns Erhvervshus
Thea Geelbak og hendes samarbejdspartner Anne Winther Vind er blandt de iværksættere, der tog imod hjælpen fra erhvervshuset, da de etablerede Ørestadens Kiropraktorer.

”Det har været en stor hjælp for os at få sparring af kompetente rådgivere, der ved en masse om at drive forretning. Jeg tror faktisk ikke, vi havde sagt vores gode stillinger op og startet for os selv uden den hjælp, vi har fået fra Københavns Erhvervshus. Det har samtidig været vild luksus for os, at vi, også i tiden efter vi startede forretning, har fået rådgivning omkring, hvordan vi justerer vores planer og er på forkant med udviklingen,” siger Thea Geelbak.