Arkivnyhed - kan være forældet

Tillykke til vinderne af Københavns Erhvervspris

13.06.2016
I dag modtog innovationsvirksomheden Infuser, tegnestuen SLA og servicevirksomheden KHRS Københavns Erhvervspris 2016.

Københavns Kommune lancerede i foråret 2016 den nye Københavns Erhvervspris, som mandag blev overrakt til tre virksomheder, der bidrager til at gøre København til en attraktiv by og i særlig grad udmærker sig i forhold til vækst, innovation, miljø og socialt ansvar.

”Stort tillykke til de tre vindere af Københavns Erhvervspris, som alle er gode eksempler på, at vækst, innovation og miljømæssigt ansvar kan følges ad. I København skal vi blive endnu bedre til at skabe nye jobs og tiltrække udenlandske investeringer - og det bidrager vinderne på fornemste vis med,” siger overborgmester Frank Jensen (S).

”Når københavnske virksomheder går nye veje og opfinder nye produkter og services, så skaber det vækst og arbejdspladser i København. Derfor skal vi hylde iderigdommen. Og det er de tre vindervirksomheder fremragende eksempler på. For deres opfindsomhed og energi er med til at løfte hele byen.” siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev.

”Med valget af de første vindere af Københavns Erhvervspris sætter vi pris på tre virksomheder, der er med til at skabe et rummeligt arbejdsmarked og aktivt bidrager til arbejdet med at skabe et bedre miljø og gøre København til en grønnere by,” siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

”Jeg er rigtig glad for at være med til at kåre tre københavnske virksomheder, som skaber arbejdspladser og er med til at gøre København til en attraktiv by. Vinderne formår på det fornemmeste at kombinere forretningssnilde og livskvalitet,” siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).

Innovation
Innovationsvirksomheden Infuser vinder kategorien ’innovation’. Dommerkomiteen lagde i udvælgelsen af innovationsvirksomheden Infuser vægt på, at Infuser har skabt en meget innovativ luftrensningsteknologi, som har potentiale til at forbedre luftkvaliteten ikke bare i København, men over hele verden.

Attraktiv by
Tegnestuen SLA vinder kategorien ’attraktiv by’. Dommerkomiteen lagde i udvælgelsen af denne vinder vægt på, at SLA igennem de sidste 20 år har sat deres markante præg på byrummene i København. Bl.a. har SLAs arbejde med Klimakvarteret på ydre Østerbro været med til at sætte København på det internationale landkort som foregangseksempel på klimaprojekter.

Miljø og socialt ansvar
Servicevirksomheden KHRS vinder kategorien ’miljø og socialt ansvar’. I forhold til KHRS lagde dommerkomiteen vægt på, at KHRS har haft succes med at skabe arbejdspladser for personer, som er langt fra arbejdsmarkedet og samtidig har formået at skabe en stærk forretning og en mangfoldig arbejdsplads.

Vinderne får ud over prisen tilbudt en plads i Københavns Erhvervsråd for en etårig periode, hvor de har mulighed for at inspirere de øvrige medlemmer i rådet og medvirke til udviklingen af kommunens erhvervspolitik.  

Læs mere om konceptet for Københavns Erhvervspris

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.