Arkivnyhed - kan være forældet

Svensk ministerbesøg i International House

27.06.2014
Danmark har både nu og i fremtiden brug for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Københavns Kommune har med International House skabt et offentligt-privat partnerskab til glæde for virksomheder og internationale borgere, og det har vakt interesse i vores nabolande.

Tirsdag den 24. juni besøgte den svenske migrations- og asylminister, Tobias Billström International House i København.

Billström er blot én i en række af udenlandske repræsentanter, der har besøgt København for at blive klogere på, hvordan International House arbejder for at tiltrække, modtage og fastholde udenlandsk arbejdskraft. Helt unikt tilbyder International House nemlig – under ét tag – en lang række services, der tager udgangspunkt i borgernes behov, hvad enten de er i Danmark for at arbejde, studere eller som medfølgende partner.

Inspiration over Øresund

Tobias Billström udtrykte håb om, at besøget kunne inspirere ham til, hvordan man kan samle indsatserne for udenlandsk arbejdskraft i Sverige. Som det er nu, skal den enkelte borger, der kommer til Sverige nemlig på en længere rundtur til flere forskellige forvaltninger i både statsligt og kommunalt regi. Derfor skal der mere og bedre samarbejde til i forhold til international borgerservice på den anden side af Øresund.

Medrejsende ægtefæller skal også trives

Nøglen til det samarbejde i København og store dele af Sjælland hedder International House, der bl.a. tilbyder hjælp til papirarbejde, jobsøgning og hjælp til networking og et socialt liv i byen – ikke mindst for den medrejsende familie.

”Erfaringer viser, at nøglen til at fastholde udenlandske arbejdstagere og studerende over en længere periode oftest går gennem de medrejsende ægtefæller. For trives familien i Danmark, trives den ansatte som oftest også," siger direktør i Københavns Borgerservice Thomas Jakobsen.

Af samme årsag har Københavns Kommune iværksat Copenhagen Career Program, der bl.a. hjælper medfølgende ægtefæller med rådgivning om jobsøgning og informationer om rettigheder og regler på jobmarkedet.

Samarbejde på tværs

Samarbejdet på tværs af kommuner, regioner, private virksomheder og offentlige myndigheder er nu så stor en succes, at flere kommuner på Sjælland løbende melder sig under fanerne.

”Indtil videre er 18 kommuner i Region Hovedstaden og Region Sjælland med i partnerskabet omkring International House. Det betyder, at vi tager os af alle udlændinge, der kommer til landet, hvad enten de bosætter sig i Lyngby-Taarbæk Kommune eller i Københavns Kommune,” slutter Thomas Jakobsen.

Læs mere om International House på www.ihcph.dk.

Du kan også følge International House på Facebook.