Arkivnyhed - kan være forældet

Styrket samarbejde mellem Borgerrådgiveren og Borgercenter Handicap

04.12.2015
Samarbejde og dialog skal bidrage til hurtig afklaring af spørgsmål og eventuelle konflikter i konkrete sager.

Det er udgangspunktet for den aftale, Borgerrådgiveren og Borgercenter Handicap har indgået. Aftalen begrænser den tid, borgerne må vente på svar og handling, og går i al sin enkelthed ud på, at Borgerrådgiveren fremover kan tage fat i udvalgte kontaktpersoner i borgercentret. Mange spørgsmål kan løses mundtligt og effektivt, og ofte vil resultatet være, at sagerne ikke udvikler sig til langstrakte skriftlige forløb, der forlænger ventetiden for borgerne og belaster kommunens ressourcer unødigt.

Aftalen med Borgercenter Handicap er den første, der er sat i system. Borgerrådgiver Johan Busse ser dog meget gerne, at modellen bredes ud til andre centre og forvaltninger. Faste kontaktpersoner gør nemlig, at Borgerrådgiverens medarbejdere hurtigt kan få fat i de rigtige medarbejdere: ”Det kan være en lang og tidskrævende rejse for borgere og medarbejdere i den her store kommune at finde frem til rette personer. Kan vi springe det led over og vide, at vi kan ringe til et bestemt menneske i den anden ende, som tager ansvar for at koordinere med det pågældende område eller team og løfte opgaven videre, er det lettere for alle parter”.

I løbet af det seneste år har fire jurister fra borgercentret og Borgerrådgiveren været i praktik hos hinanden og fået indblik i hinandens opgaver og arbejdsprocedurer. Resultatet er et styrket samarbejde til gavn for den enkelte medarbejder, kommunen og borgerne.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.