Arkivnyhed - kan være forældet

Styrket indsats for at holde byen ren

30.01.2017
En øget post i budgettet skal kunne mærkes i gaderne. Renholdsindsatsen bliver øget i områder, hvor behovet er størst.

Når forårssolen inden alt for længe kigger frem, plejer københavnerne også at skynde sig ud og tage byen til sig. Islands Brygge og Dronning Louises Bro er blot nogle af de hot spots, som indtages med to go-kaffe og sandwicher. Og selvom kommunen gør en stor indsats for at få byrum og parker til at fremstå rene og indbydende, er der dage, hvor affaldet alligevel ligger i gaderne, men det bliver der nu gjort noget ved. En øget post i kommunens budget giver nemlig Teknik- og Miljøforvaltningen mulighed for at sende flere medarbejdere på gaden for at tage skraldet, og håbet er, at indsatsen får en dobbelt effekt.

I øjeblikket oplever 1/3 af byens beboere København som en ren by. Det tal skal være fordoblet i 2025 ifølge kommunens målsætning, og her skal den nye indsats gøre en forskel.

Den øgede indsats kommer til at bestå i flere medarbejdere i gadebilledet med hapsere og affaldsposer. Indsatserne vil særligt koncentrere sig om populære områder som Islands Brygge og Havneparken, Superkilen, Dronning Louises Bro, Sønder Boulevard, Christianshavns Torv og kanalerne samt Blågårds Plads. Her vil indsatsen både ligge inden for og uden for normal almindelig arbejdstid, og det er tanken, at medarbejderne kommer rundt på ladcykler, så de kan cirkulere mellem områderne. Om nødvendigt kan tømning af affaldskurve lokalt også øges.

Andre fokusområder vil være omkring Nørrebro Station, Vanløses handelscentrum, Toftegårds Plads og Mozarts Plads. Der vil også være ekstra opmærksomhed omkring områderne ved Ny Ellebjerg Station, Sydhavn Station og Sjælør Station.

Ved siden af den ekstra oprydningsindsats har kommunen også øget indsatser på offentlige toiletter. 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.