Arkivnyhed - kan være forældet

Stort tøjbyttemarked på Rådhuspladsen lørdag kl. 10-16

07.08.2014
Forny din sommergarderobe på det store byttemarked. Danish Fashion Institute og Copenhagen Fashion Festival sætter i samarbejde med ANYWEAR og Sharing Copenhagen fokus på bæredygtigt forbrug.

Du kan også få nyt liv i kludene ved at få redesignet din trøje eller T-shirt kvit og frit af vores super dygtige designere. Alt for meget tøj ender med at blive kasseret eller smidt ud, selvom det slet ikke har udtjent sin levetid. Fairtrade By København sætter i forbindelse med Copenhagen Fashion Week fokus på bæredygtighed.

En tredjedel af dit tøj hænger blot i skabet

Danskerne er storforbrugere af tøj, og undersøgelser viser, at næsten en tredjedel af det tøj, vi har hængende i vores garderober, ikke har været brugt inden for det sidste år. Det er et problem, fordi langt det meste tøj, der bliver produceret og solgt i butikkerne, har store omkostninger for klima og miljø. De færreste er klar over, at der for eksempel bruges mere end 2000 liter drikkevand og en stor mængde pesticider, hver gang der skal produceres en helt almindelig bomulds T-shirt. Der er derfor god grund til at forsøge at forlænge dit tøjs levetid - det gør en mærkbar forskel for miljøet.

En designer kan give dit tøj nyt liv

Kom forbi pavillonen på Rådhuspladsen, og få forvandlet dit gamle tøj til noget nyt og unikt. Vi har designerne og bæredygtige materialer, som så vidt muligt er fair trade-produceret. Vi mangler bare dig og dit tøj. Så kan vi gøre en forskel for miljøet sammen!

København er Europas Grønne Hovedstad i 2014

EU-Kommissionen har kåret København prisen European Green Capital i 2014, og bl.a. derfor inviterer Københavns Kommune verdens byer, internationale og lokale erhvervsvirksomheder, vidensinstitutioner og borgere til at dele. Gennem hele 2014 skal vi dele viden og løsninger - på tværs af landegrænser, erhverv og nationale såvel som internationale institutioner og organisationer. Det handler om at være sammen om byens grønne løsninger og om at dele ressourcer, kompetencer, idéer, ansvar og initiativ.

Københavns ambition er at skabe en grøn og CO2-neutral by, som er rar at være og bo i. Det forudsætter partnerskaber på tværs af erhverv og offentlige institutioner og samarbejde med verdens grønne byer. Derfor er 'sharing' omdrejningspunktet for København som  European Green Capital i 2014 – Sharing Copenhagen.

Læs mere om tøjbyttemarkedet og Sharing Copenhagen på:

www.sharingcopenhagen.dk/dansk  

www.facebook.com/events/252938188239935/

www.copenhagenfashionfestival.com/node/1583