Arkivnyhed - kan være forældet

Stem på din frivillige favorit

11.08.2014
Københavnerne kan nu være med til at hylde byens mange frivillige, der hver dag gør en ekstra indsats for byens borgere og sætter præg på byen. 15 nominerede projekter er fundet, og nu er det op til byens borgere at udvælge deres favoritter.

Kultur- og Fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) opfordrer alle til at stemme på netop den frivillige og de projekter, der fortjener særlig opmærksomhed for deres frivillige engagement.

”Jeg håber, at rigtig mange vil benytte sig af lejligheden til at stemme på deres frivillige favorit. Det er en unik mulighed for at anerkende alle de frivillige, der hver dag er med til at gøre København til en bedre by at bo i,” siger Carl Christian Ebbesen og fortsætter:

”I Københavns Kommune vil vi gerne hylde et aktivt medborgerskab. Derfor er det også naturligt, at det er københavnerne, der skal bestemme, hvem der skal vinde. De frivillige initiativer og projekter er lavet af borgere i byen for borgere i byen,” siger kultur- og fritidsborgmesteren.

Han er formand for den jury, der har udvalgt de tre nominerede, efter åben indstilling fra københavnerne til Frivillighedens Dag, i hver af de fem følgende kategorier: Årets Frivillige Københavner, Årets Sociale Engagement, Årets Innovative Projekt, Årets Partnerskab og Årets Social Økonomiske Projekt.

Afstemningen løber i perioden fra mandag den 11. august til og med mandag den 15. september. Man kan se små portrætvideoer af de 15 nominerede og afgive stemme på Frivillighedens Dags hjemmeside og på AOK’s hjemmeside.

Prisuddelingsshowet og fejringen af de frivillige til Frivillighedens Dag afholdes på Københavns Rådhus den 26. september, som også er Frivillig Fredag.

Frivillighedensdag.dk