Arkivnyhed - kan være forældet

Spritnyt plejehjem skal samle generationerne

18.02.2016
Sløret blev løftet for det nye Søund i vinterferien. Det store plejehjem ved Søerne skal fremover både huse ældre, studerende og børn

Plejehjemmet Sølund ved Sortedams Sø er et af Københavns mest kendte. Det er dog også et af de mest slidte og utidssvarende, og derfor har Borgerrepræsentationen besluttet, at plejehjemmet fra 1970’erne skal rives ned og erstattes af et helt nyt byggeri.

Vinderen af arkitektkonkurrencen blev afsløret i dag, og det bliver C.F. Møller Danmark A/S, der skal stå for projektet.

Et helt nyt slags plejehjem

Det nye Sølund kommer til at bestå af 360 plejeboliger, men der skal også være 150 ungdomsboliger og en daginstitution. Og det er sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) særdeles glad for:

- Det nye Sølund er en helt ny måde at tænke plejehjem på. Det bliver ikke kun et sted for de ældre københavnere, men et byggeri, der inddrager lokalmiljøet og samler børnefamilier, ældre og studerende. Vi giver med andre ord de ældre beboere topmoderne og tidssvarende rammer, samtidig med at vi skaber billige boliger til de studerende. Det bringer generationerne tættere sammen, siger Ninna Thomsen.

Og netop dét er vigtigt for både hende og Københavns Kommune:

- København skal være en blandet by med plads til mangfoldighed og forskellighed. Det understøtter det nye Sølund.

Gode erfaringer med at samle unge og ældre

De sidste par år har nogle hundrede studerende allerede boet i de dele af Sølund, der ellers ville have stået tomme, indtil det nye byggeri begynder. Og det har været en stor succes: Der har ikke været problemer mellem de unge og ældre, og 825 studerende var på ventelisten til de 206 boliger.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.