Arkivnyhed - kan være forældet

Socialborgmester: På tide at tænke nyt i psykiatrien

06.04.2016
Der bør oprettes en helt ny type institution for meget syge og utilregnelige psykiatriske patienter. Det foreslår Socialborgmesteren.

Forslaget kommer efter drabet på en medarbejder på Center Lindegården i påsken. Drabet viser ifølge Jesper Christensen (A) med al tydelighed, at det er på tide at tænke nyt.

”Gruppen af psykotiske, utilregnelige og direkte farlige beboere på de kommunale bosteder vokser kraftigt. Det skal vi ikke længere acceptere”. 

Problemet er ifølge Jesper Christensen, at der er en gruppe meget syge borgere, som befinder sig i gråzonen mellem regionens hospitaler og kommunens bosteder. 

”Hver gang de bliver psykotiske eller utilregnelige, bliver de indlagt. Men hospitalet sender dem typisk tilbage efter en enkelt eller ganske få dage. Og det sker ofte igen og igen. Det hjælper ikke patienterne, og det er farligt for personalet”. 

Konkret foreslår Jesper Christensen, at kommunerne og regionerne i fællesskab åbner og driver de nye bosteder. Den fælles drift vil gøre det muligt at give både socialpædagogiske støtte og solid psykiatrisk behandling. 

Siden drabet i påsken er det blevet diskuteret om det er hospitalet, der udskriver for hurtigt eller de kommunale medarbejderne, der ikke er kvalificeret til at håndtere de utilregnelige beboere. Begge dele er ifølge Jesper Christensen forkert:

”Begge parter har høj faglighed og gør hvad de kan inden for de rammer, de har. Problemet er den gruppe borgere vi taler om, falder i mellem stolene. Opgaven er derfor at se fremad og løse problemet sammen”.   
Jesper Christensen vil nu invitere Social- og indenrigsminister Karen Ellemann og Sundhedsminister Sophie Løhde til et møde for at drøfte forslaget.

Antallet af retspsykiatriske patienter er på landsplan tredoblet til 4.393 siden 2001. I samme periode er antallet af sengepladser i psykiatrien reduceret med 500.

 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.