Arkivnyhed - kan være forældet

Selv i skønne København sker der lommetyverier

21.06.2016
Lommetyverier er den mest udbredte form for kriminalitet i København. Find de gode råd til, hvordan man undgår lommetyve her.

I 2015 faldt antallet af anmeldte lommetyverier i København med 2 procent i forhold til året før. Men det er fortsat den mest anmeldte kriminalitetsform i byen, hvor især Indre By, området ved Hovedbanegården, Indre Nørrebro og visse bus- tog- og metrostrækninger er ramt af mange lommetyverier. 

Kampagnen ”Selv i skønne København sker der lommetyverier”, der kan ses over hele byen i uge 25, kommer med en række gode råd til, hvordan man undgår lommetyve. Kampagnen er målrettet københavnerne og de mange gæster, der besøger byen i løbet af sommeren.  

”Jeg er glad for at den positive udvikling forsætter, og det er lykkedes at nedbringe antallet af lommetyverier i København.  Men selvom der er sket et stort fald, sker der stadig alt for mange lommetyverier i København. Derfor fortsætter vi vores fælles indsats for at huske alle på, at de skal passe på deres ejendele, mens de nyder byen.”, siger overborgmester Frank Jensen (S).

En særlig indsats

Hos Københavns Politi har man i år bl.a. lommetyveri som opmærksomhedsområde. I forbindelse med kampagnen vil politiet derfor gøre folk opmærksomme på at holde bedre øje med lommer og tasker på udvalgte steder i byen, hvor der kan være risiko lommetyveri.

”Vi ser desværre en stigning i lommetyverier i de varme måneder, når der er mange mennesker på gader og stræder. Vi har fokus på problemet og laver også målrettede aktioner, men det bedste værn er og bliver opmærksomhed og agtpågivenhed fra borgerne. Vi vil også gerne opfordre alle til at kontakte Københavns Politi, hvis man observerer mistænkelighed adfærd. Vi har flere gode eksempler på, at borgere har fulgt efter lommetyve og samtidig alarmeret os, siger vicepolitiinspektør Jakob Vilner, Københavns Politi.

Kampagnen er lavet i samarbejde med en række transportorganisationer for at nå ud til folk, når de bevæger sig rundt i byen for eksempel i bus, toget eller med metroen.

"Som borgere og besøgende skal vi kunne føle os trygge i København. Vi skal passe på os selv, vores værdier – og ikke mindst hinanden. Så hold øje med hinanden, det fremmer trygheden. Sig det, hvis du ser, at en person ikke har fået lukket tasken. Det ville du også selv sætte pris på," siger Hans Peter de Place Hansen, projektleder i Det Kriminalpræventive Råd.

Kampagnens opfordring lyder: ”Pas på dine ting, pas på hinanden og nyd København” og giver fire gode råd: 

  • Gem din pung og dine nøgler i en lukket lomme og ikke i baglommen
  • Husk at lukke din taske og undgå at gå rundt med mange penge på dig.
  • Lad ikke din mobiltelefon være synlig hverken i lommen, tasken eller på cafebordet.

 

Sådan udrulles kampagnen i byen

Kampagnen bliver gennemført i samarbejde med Københavns Politi, SSP København, Det Kriminalpræventive Råd, Wonderful Copenhagen og transportorganisationerne DSB, Metroselskabet og Movia mfl.   

Kampagnen er synlig i byen fra uge 25 i juni.  Kampagnen har form af en animationsfilm, der bliver vist på skærme i tog og busser. Derudover bliver den suppleret med trykt materiale i form af foldere, go-cards og plakater i byrummet.

For mere information

  • Frank Jensen, Københavns overborgmester, via pressechef Rikke Egelund, tlf. 31479497
  • Jakob Vilner, Vicepolitiinspektør, tlf. 7258 8235
  • Hans Peter de Place Hansen, projektleder hos Det Kriminalpræventive Råd, tlf. 4057 5684 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.