Arkivnyhed - kan være forældet

Sådan skal Ny Start videreføres i 2015–2018

19.12.2014
Sådan skal Ny Start videreføres i 2015–2018

På baggrund af tidligere erfaringer vil Ny Start i den kommende periode få en udvidet målgruppe og også bredes ud til et større geografisk område.

I løbet af den tidligere projektperiode har Ny Start modtaget flere henvendelser fra unge ned til 12-års alderen, der har de samme udfordringer som de lidt ældre unge, og derfor har man nu besluttet at udvide indsatsens målgruppe til 12-25 år. Derudover vil Ny Start fra 2015 kunne arbejde i hele det område, som hver af Socialforvaltningens børnefamilieenheder dækker, i stedet for som hidtil at være bundet til afgrænsede boligområder.

Det er i høj grad lykkedes at gøre en markant forskel for de unge, der har deltaget i Ny Start. 85 % af de unge under 18 år har nedbragt deres ulovlige skolefravær eller holdt sig fri af sigtelser for kriminalitet. Det giver dem en langt bedre chance for at komme i gang med et godt voksenliv uden tunge problemer.

For de unge over 18 år, som oftest har mere komplekse sociale problemer, er næsten 50 % kommet i job eller uddannelse.

I budgetaftalen for 2015 er bevillingen til en fortsættelse af Ny Start på 5,8 mio. kr. årligt fra 2015-2018. 

Om Ny Start

Ny Start er en lokalt forankret gadeplansindsats, der arbejder med uroskabende og kriminalitetstruede unge i alderen 12-25 år. Det er en helhedsorienteret indsats, som beskæftiger sig med unges udfordringer, typisk indenfor familie, skolegang, beskæftigelse, kriminalitet og misbrug. I Ny Start er der desuden mulighed for at arbejde mere fokuseret med den enkelte unge i forløb, som de unge frivilligt kan vælge til. 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.