Arkivnyhed - kan være forældet

Royal Arena klar til events i særklasse

26.01.2017
Royal Arena i Ørestad indvies officielt på lørdag af H.K.H. Kronprinsen, og er klar til enestående kulturelle og sportslige begivenheder.

Når Royal Arena i Ørestad i København indvies officielt på lørdag af H.K.H. Kronprinsen, får Danmark en ny arena, der skal danne rammen om enestående kulturelle og sportslige begivenheder. Med op til 16.000 gæster pr. arrangement vil arenaen styrke både kulturlivet og væksten – og der er allerede masser af arrangementer at glæde sig til.

Den officielle indvielse af Danmarks nye arena lørdag den 28. januar markerer, at København får et længe ventet forum for indendørs sports- og kulturbegivenheder i særklasse. Den nye Royal Arena, som er finansieret af Københavns Kommune og Realdania i fællesskab, vil styrke idrætten, kulturlivet, bylivet og den økonomiske vækst i København og resten af landet.

”Jeg er utrolig glad for, at vi nu kan indvie Royal Arena, som hele Danmark vil få glæde af. Med den nye arena får vi en markant scene for store kultur- og sportsarrangementer i København, som vil tiltrække endnu flere internationale gæster og investeringer til landet og være med til at skabe vækst og arbejdspladser,” udtaler Københavns overborgmester, Frank Jensen.

Royal Arena styrker kulturliv og vækst 

Det er Danish Venue Enterprise A/S, et selskab under Live Nation Entertainment Group, der er arenaens operatør. Selskabet forventer, at der bliver afholdt 60-80 årlige arrangementer i Royal Arena, heraf mange med internationalt format. Det vil tiltrække både danske og internationale besøgende, give økonomisk vækst og beskæftigelse – og i det hele taget styrke Københavns og Danmarks internationale profil i forhold til kultur- og sportsevents. Forventningen er, at man med den nye arena i hovedstaden vil kunne tiltrække kultur- og sportsbegivenheder, som man ikke hidtil har kunnet få til Danmark.

”Jeg er meget stolt og glad på idrætten og kulturens vegne over, at København har fået en multiarena. København har længe manglet en ramme for store internationale kultur- og sportsbegivenheder, og det glæder mig, at så mange flotte arrangementer allerede er planlagt i Royal Arena,” udtaler Carl Christian Ebbesen, kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune.

Nordisk design og lyd i særklasse

Royal Arena er designet af 3XN, og opført i karakteristisk nordisk design, hvor bl.a. lyse træfinner på facaden åbner arenaen op for forbipasserende, der inviteres til at betragte aktiviteterne indenfor. Samtidigt med at denne løsning således skaber liv og oplevelser i lokalområdet, sikrer den, at arenaens gæster får et panoramaview over Ørestaden. Arenaen er tilpasset omgivelserne og byudviklingen i Ørestad og er konstrueret sammen med nogle af verdens førende eksperter i arena-byggeri. Det gælder også nogle af verdens bedste lydeksperter, der har arbejdet på at skabe den optimale lydoplevelse for de op til 16.000 gæster. Samtidig er indretningen af Royal Arena fleksibel, så der kan afholdes både store og små arrangementer inden for alle musikalske genrer, sceneshows og sportsbegivenheder.

Mange events planlagt – meget at glæde sig til

Den officielle indvielse finder sted nu på lørdag den 28. januar, hvor H.K.H. Kronprinsen indvier arenaen. Også repræsentanter fra regeringen i form af erhvervsminister Brian Mikkelsen, kultur- og kirkeminister Mette Bock og Københavns overborgmester Frank Jensen deltager i indvielsen.

Og allerede i starten af februar afholdes de første arrangementer, når Royal Arena lægger hus til fire udsolgte koncerter med verdens største heavy metal-band, Metallica. Resten af året byder på koncerter med bl.a. Drake, Bruno Mars, Aerosmith og mange andre, ligesom der bl.a. afholdes EM i kortbanesvømning i december i år og VM i ishockey i 2018.

Arenaen bag kulissen i februar

Hvis man vil opleve Royal Arena bag kulissen, når der ikke er koncerter, holder arenaen Åbent Hus for alle borgere i og uden for København søndag den 26. februar. Der er gratis adgang til arrangementet. Der åbnes for tilmelding via www.ticketmaster.dk i januar 2017.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.