Arkivnyhed - kan være forældet

Priser til smukt byggeri i København

14.01.2015
Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen præmierede ”Gode og smukke bygninger i Københavns Kommune.”

Kultur- og Fritidsudvalget har på vegne af Københavns Kommune hvert år siden 1902 hædret smukt byggeri.

”Vi har jo stolte traditioner for ny, flot dansk arkitektur, og det kommer da også stærkt til udtryk i årets priser. De byder på alt lige fra en rekreativ bølge i havnen over en børneinstitution, en sportshal, en uddannelsesinstitution, en lagerhal og til krydstogtterminaler. Plus en renovering af et mere end 150 år gammelt byhus. Det har i den grad været en fornøjelse at tage rundt og se de mange fremragende eksempler, så vi uddeler hele syv priser,” siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).

Bygningspræmiering er en pris, der hæd­rer arkitekten og bygherren, men prisen gavner også kommunen, da formålet er at støtte op om smukt byggeri og gode bymil­jøer og dermed højne kvaliteten til glæde for byens borgere.

De syv præmierede byggerier er:

  • Kalvebod Bølge – en fristende ramme om et urbant vandaktivitetsområde
  • Børnehuset ved Glyptoteket – en grøn oase i den mest pulserende del af byen
  • Hal C, multihal på Holmen – et smukt, nyskabende forsamlingshus og et unikt byrum
  • Kommunehospitalet, Bygning 35 – bygningen markerer sig flot og lidt provokerende
  • Pelican Self Storage – arkitekterne har skabt arkitektur, der tangerer kunst, ud af en lagerbygning
  • Krydstogtterminaler – et sagligt, industrielt udtryk, der balancerer fint med funktionen
  • Renovering af Ny Vestergade 3 – harmonisk, skarpt i detaljen og med respekt for historien