Arkivnyhed - kan være forældet

Officiel indvielse af ny institution på Amager

17.04.2013
Der var et flot fremmøde, da Børnehuset Det Røde Hjørne blev officielt indviet i torsdags. Ved indvielsen deltog både overborgmester Frank Jensen (S) og kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V).

Fantasi og kreativitet

Børnene pludrede og viftede med flag, mens overborgmester Frank Jensen ønskede pædagoger, forældre og børn tillykke med deres nye institution på Amager.



Det var en glad klyngeleder Anne Lilholm, der bød velkommen til det nye hus. "Det klæder huset, at alle de skønne unger indtager det med deres fantasi og kreativitet. Vi har nogle rammer, som rummer rigtig meget, det er trygt og godt. Samtidig giver huset det udtryk af kreativitet og vildskab, som et godt børneliv også består af. Netop det gode børneliv er kendetegnet ved vores dagligdag i Det Røde Hjørne".



Hun påpegede, at Det Røde Hjørne er et stort og spændende hus, "men det er først når alle ildsjælene – institutionens dygtige medarbejdere, folder sig ud, at bygningen fuldendes". De børn der var med til indvielsen, virkede meget tilfredse med det nye hus.

Nærhed i det store

Selvom der er tale om et stort hus med mange børn, er der ro og overskuelighed. Arkitekternes arbejde med at skabe `Nærhed i det store´ er lykkedes. Set udefra kommer de mindste børn til at få deres gang i en stor bygning, men oplevelsesmæssigt vil børnene få et tilhørsforhold til mindre enheder.



"Det er så vigtigt, at de fysiske rammer er i orden og Københavns Kommune bygger sunde og gode institutioner", sagde pædagogisk leder Astrid Kjeldsen, og hun tilføjede, at personalet i Det Røde Hjørne med deres vilje og overskud har gjort huset til et godt sted at være. "Det er godt at være barn i Det Røde Hjørne", slog hun fast.



Bygningen er udformet, så den nærmest slår en krølle på sig selv, og den folder sig rundt om hjørnet og ned langs Sundholmsforbindelsen. Med den røde facade er den svær at overse. De fleste har en mening om den røde bygning på Sundholmsvej. Kultur- og Fritidsborgmester, Pia Allerslev, påpegede også, at det markante byggeri allerede har opnået status som områdets vartegn.