Arkivnyhed - kan være forældet

Nyt jobcenter med tværfagligt fokus indvies på Lærkevej i Nordvest

25.04.2016
Tre forvaltninger er gået sammen om at skabe en samlet indgang, hvor de socialt mest udsatte borgere kan få rådgivning og støtte.

Rådgivningen gælder både i forhold til jobsøgning, sociale forhold, borgerservice-spørgsmål og vejledning inden for ydelsesservice. Det nye jobcenter slog dørene op i oktober, men den officielle indvielse var midt i april.

Det skal være slut med at sende forvirrede borgere videre rundt i systemet.  Det er ønsket bag det nye jobcenter på Lærkevej. Derudover har både Socialforvaltningen, Beskæftigelsesforvaltningenog Kultur- og Fritidsforvaltingeen, der står bag den nye enhed, i lang tid haft et ønske om at styrke det tværfaglige samarbejde forvaltningerne imellem – et samarbejde, der i sidste ende kommer de mest socialt udsatte kontanthjælpsmodtagere til gode. Det understregede Socialborgmester Jesper Christensen i sin tale til indvielsen.

”Med denne nye fælles indgang slipper de københavnere, der har de største problemer med at få den rigtige hjælp, for at rende fra den ene ende af byen til den anden. Og hvad der er endnu vigtigere: Med den fælles adresse kan vi meget bedre få indsatserne til at spille sammen. For rigtigt mange borgere giver det ikke mening at adskille job-situation fra deres social situation”, sagde han.

Og netop muligheden for at sende borgerne direkte videre i systemet, så de kan få præcist den hjælp, de har brug for, bliver hilst velkommen af Socialforvaltningens medarbejdere i jobcentret. Annmari Nielsen og Kirsten Eckert-Lind, der begge som udgangspunkt er tilknyttet Modtageenheden i Matthæusgade, er nogle af de medarbejdere fra Socialforvaltningen, der jævntligt har deres gang i Jobcentret på Lærkevej.

Det giver mening
Det tværgående samarbejde fungerer rigtig fint. Vi kan henvise borgere direkte videre, ligesom vi også får borgeren henvist direkte til os”, forklarer Annmari Nielsen.

”Ja, det er en stor fordel for borgerne, at de kan få klaret det hele ét sted. Derudover er det også en faglig tilfredsstillelse for mig. Den hjælp, jeg yder, giver mening, for jeg kan se, at der bliver taget hånd om alle problemer og udfordringer med det samme”, siger Kirsten Eckert-Lind.

Selvom rådgivningen og vejledningen er den samme som i Matthæusgade, er situationen og mulighederne i Jobcentret på Lærkevej alligevel nogle andre.

”Når vi sidder i Matthæusgade, henviser vi også borgerne videre til andre instanser, men vi ved reelt ikke, om de opsøger de folk, vi opfordrer dem til. Her i Jobcentret kan v tage dem i hånden og fysisk følge dem videre til en anden instans, der kan hjælpe dem. Det er meget tilfredsstillende – både for borgerne og for os som medarbejdere,” understreger Kirsten Eckert-Lind.

 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.